Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kunstuddannelser: Slå teori og praksis sammen

Statens Teaterskole på Holmen i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

»Vi kan godt samarbejde uden fusion,« sagde rektorerne for de kunstneriske uddannelser forleden.

Anledningen var en meget omtalt rapport fra Kulturministeriet – en rapport om uddannelsernes fremtidige organisering. Skriftet anbefalede en sammenlægning af statens syv uddannelser inden for kreative fag samt Forfatterskolen, Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi.

Unge talenter inden for film, musik, teater og billedkunst skulle altså samles under ét tag rent administrativt. Den samlede institution ville få en overordnet ledelse med ansvar for strategi, resultater, drift og økonomi og flankeres af et såkaldt videncenter for skabende og udøvende kunst.

Men rektorerne selv var ikke specielt begejstrede for udsigten til en fusion. »Vi vil tabe på vores kernefaglighed,« sagde en af dem. Og projektet ville nok ikke spare noget som helst på længere sigt. Erfaringer fra eksempelvis norsk kulturliv tyder faktisk på det modsatte. Hvad man henter ind på færre rektorer til høj løn, sætter man til på et helt nyt lag af administratorer.

Rapporten bør alt i alt arkiveres lodret. Men hvordan skal fremtiden så se ud? Hvad ville virkelig rykke?

Kulturministeren skulle hellere tage en snak med sin kollega i undervisningsministeriet og slå de kunstneriske uddannelser sammen med de videnskabelige på samme område. Man ville på den måde opgradere kunstnerne med mere bevidste tilgange og videnskabsfolkene med mere kreative sider. Man ville forene teori og praksis bedre.

Forslaget kræver overordentlig tæt samarbejde mellem ministerierne og kunne derfor ikke gennemføres natten over. De respektive ministerier ville til gengæld løse en af de ældste og mest trættende udfordringer i dansk kulturliv og gøre begge sider bedre.

Udfordringen har endda et navn. Især amerikanere kalder den sommetider for »The Copenhagen Problem«: Unge kommer ikke ind på filmskolen og søger filmvidenskab i stedet for. Eller de kommer ikke ind på teaterskolen og søger teatervidenskab i stedet for. Eller de kommer ikke ind på musikkonservatoriet og ender så på musikvidenskab i stedet for.

Eksemplerne er talløse. Og resultatet forbliver frustrerende i begge lejre. De unge inden for udøvende kunst savner akademisk indsigt i deres egne fag – alt imens de unge intellektuelle aldrig får integreret deres talent for maling eller klaverspil. Kunstnerne ender uden den nødvendige indsigt. Akademikerne tørrer ind. Uddannelser i USA har selv løst problemet mange steder og lader i vidt omfang teori og praksis gå hånd i hånd.

At sætte praksis og teori under samme tag kunne endda kombineres med rationalisering af mere administrative kræfter og gøre endnu et videncenter med uklare mål helt overflødigt. Resultatet ville faktisk være et videncenter i sig selv. Musik ville forblive musik og billedkunst forblive billedkunst. Bare med teori og praksis i fælles fodslag – til alles bedste.