Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kun et stenkast fra Nørrebro

Unge har oplevet demokratiet i praksis: Bare hærg, så får I, hvad I vil.

Resignationen lyste ud af Lokalrådet i Københavns nordvestkvarter, da det i går gav sin accept af, at et kommende ungdomshus kan blive placeret i bydelen. Der var ingen steder at sende aben videre, så Ungdomshuset rykker ind i et tidligere kulturhus, og bydelen får som modydelse bl.a. et nyt bibliotek og et kvarterløft.

65 millioner kr. koster den fornøjelse.

Der er ingen præmie for at gætte, hvem der skal betale. Til gengæld bliver der sikkert god brug for pengene. Hvis man tror, det er slut med graffiti og hærværk, blot fordi en lille gruppe unge har fået deres vilje, kan man roligt tro om igen. Alle lader til – eller lader som om – at have glemt, at grunden til, at Københavns Kommune for år tilbage satte det gamle Ungdomshuset på Jagtvej til salg, var, at der var evig uro, hærværk og i et vist omfang kriminelle sysler forbundet med huset. Et flertal på Rådhuset har nu hejst det hvide flag: I får ret, og vi får ro. Eller i det mindste beder vi en stille bøn om, at hele bydele ikke bliver smadret lige med det første.

Det må vist være første gang, danske kommunalpolitikere har udbetalt tavshedspenge til en bydel for at acceptere det uundgåelige. Gode borgere, der f.eks. har oplevet at komme til at placere et plankeværk en halv meter forkert i forhold til regulativer og derefter har fået påbud om at fjerne det, må se med undren på, hvordan en over 30 år gammel ulovlig besættelse af den gamle Bådmandsstrædes Kaserne er blevet til en beskyttelse af nogle få hundrede Christiania-beboeres snart lovfæstede ret til et af Københavns mest attraktive områder.

Og nu, at en gruppe unges gentagne ødelæggelser af forretninger, afbrænding af uskyldige medborgeres biler og vold mod politiet fører til, at de får deres eget hus foræret kvit og frit. Københavns Kommune har valgt side til fordel for dem, der er parat til at ødelægge byen, frem for dem, der gerne vil bygge den op.

Vi erkender, at Borgerrepræsentationen har stået med et stort og meget svært problem, og at overborgmester Ritt Bjerregaard med rette kunne kritiseres, hvis hun undlod at påtage sig et ansvar for ro i byen. Men dybest set handler balladen om Ungdomshuset om, at en gruppe unge gerne vil have et sted, hvor de kan høre musik, mødes og købe billige bajere uden indblanding fra andre. Men selvfølgelig gerne med penge fra de skatteborgere, hvis boliger og transportmidler gennem en årrække er blevet overmalet med graffiti. Det får de unge så nu. Til gengæld forlanger kommunen – ingenting.

I diskussionen om Ungdomshuset har det været fremhævet, bl.a. af de unges ihærdige talsmand, advokat Knud Foldschack, at sagen var en chance for »de voksne« til at vise de unge, hvordan demokratiet fungerer.

Ja, det må man sandelig sige. Konstante demonstrationer suppleret med vold og trusler om endnu mere vold har fået politikerne til at bøje sig for en kernegruppe af unge, hvis elitære holdninger og totalitære tankegang giver uhyggelige mindelser om forrige århundredes fascisme og kommunisme.

Det er symbolsk, at det nye ungdomshus kommer til at ligge et solidt stenkast fra arnestedet for mange års uroligheder. Dette hus indpakket i gavepapir til hærværksmænd er en bizar fortolkning af demokratiet.