Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kulturfolk – stram op på jeres debat

»Den gode vilje berettiger slet ikke til belæringer om medmenneskelighed eller nedgøring af ministre og rengøringsdamer.«

Der var torsdag eftermiddag den 21. juli premiere på årets Grøn Koncert i Kolding. Her underholder Mads Langer . (foto: Henning Bagger / Scanpix2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Man kunne tage Mads Langer forleden. Den unge sangskriver optrådte i Odenses nye kongres- og kulturhus og fik hele to priser - én som Årets Danske Mandlige Kunstner, en for Årets Danske Popudgivelse. Han kvitterede med en takketale om regeringens uddannelsesloft: »Jeg har seks års SU, som jeg gerne vil dele med dig, Lars Løkke,« sagde han. »Du må få dem til en uddannelse i medmenneskelighed.«

Man kunne også tage en nylig tråd på Facebook med kulturministerens seneste overvejelser som emne: »Ud med kællingen Bock! Hun burde skure gulve i Hovedbanens lokummer!« skrev den ene. »... og slikke WC-kummerne rene ved egen tungekraft!« skrev den anden. Begge herrer er i parentes bemærket skønånder, udpræget samfundsstøtter, kendte forsvarere af dansk kunst og kultur.

Man kunne faktisk tage et tilfældigt udsnit af en hvilken som helst debat i Danmark anno nu. Kulturfolkene har sproget i deres magt og bruger det både karsk og frisk til alles bedste.

Problemerne? Det ene handler om debatternes reelle indhold. Kulturens dannede individer må og skal blande sig i alt mellem himmel og jord. Men når de gør det, skal de sætte sig ordentligt ind i tingene og diskutere på et sagligt grundlag.

Regeringen præsenterede rigtignok danskerne for et uddannelsesloft i vinter. Unge skulle ikke uden videre kunne tage en længere uddannelse nummer 2, Men danskerne på tinge lyttede rent faktisk til faglige protester bagefter og blødte loven dramatisk op få måneder senere – og flere uger før Mads Langers tale. Vidste sangskriveren ikke det? Hvis han gjorde, burde han så ikke have haft den detalje med? Optrådte han godt gammeldags fair over for den politiker, han skældte ud på?

Det andet problem handler om kulturfolkenes tone. At debattere ved hjælp af karaktermord og slag under bæltestedet ligner ganske vist reglen i dag. Folkevalgte af begge køn må finde sig i mere eller mindre respektløse kommentarer fra mennesker uden det store kendskab til området - om end ofte med masser af følelser involveret i det.

Men lige præcis kulturfolket skulle gerne vide bedre. For de har jo fået dannelsen, uddannelsen, faktisk alle de rigtige midler til et lidt mere sobert slag i bolledejen. Hvis de ikke debatterer med en god tone, med solide faktatjek, måske endda med lidt varme her og der, så er vi alle ilde stedt. Ordet »avantgarde« betyder fortrop og må rigtig gerne være dækkende for den danske kulturelite. Kulturen skulle helst gå foran med det bedste, ikke lægge sig som det tungeste i rendestenen.

Så kære kunstnere: Præsentér os for mere politisk kunst med format. Skriv, syng, spil om jeres drømme for en bedre verden. Forfat flere bøger om virkeligheder og utopier og alt det spændende midt imellem. I stedet for at lange ud til højre og venstre efter mennesker, der alt andet lige regerer riget efter bedste evne – og som snarere har brug for jeres input.

Selv om man vil det bedste, har man ikke nødvendigvis ret på alle andre punkter. Og den gode vilje berettiger slet ikke til belæringer om medmenneskelighed eller nedgøring af ministre og rengøringsdamer.

Brug ikke jeres privilegerede position til det dårligere, men til det bedre. Hold fast i den dannede debat. Adel forpligter.