Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kultur i frihed

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Faste bogpriser på nye bøger vender ikke tilbage. De frie bogpriser er kommet for at blive. Det har Marianne Jelved slået fast, og til det er der kun at sige, at det er godt, at vi har en kulturminister, der tænker liberalt. At vende tilbage til tidligere tiders gennemregulerede bogmarked, ville være et skridt tilbage. Eller som Marianne Jelved selv siger det i et interview med Berlingske i dag: »Jeg ville ikke selv købe bøger i den periode, bibliotekerne ville ikke, og heller ikke uddannelsesstederne. Og når karensperioden så var slut, ville supermarkeder og boghandlere bare starte en priskrig«.

Det er fornuftige ord fra en ny radikal kulturminister, der meget gerne vil stå som ikke mindst litteraturens vogter. Hun kerer sig om bogens ve og vel, ingen tvivl om det, men hun peger fornuftigvis på, at i det omfang, der måtte være ledige kulturministerielle midler til litteraturområdet, kunne nogle af dem snarere gå til at skaffe flere forfattere arbejdsro. Dermed siger hun også, og helt rigtigt, at litteraturstøtte ikke er og ikke skal være branchestøtte, men at den først og fremmest skal være støtte til dem, der skaber litteraturen. Om bøgerne så ender med at udkomme på Danmarks største forlag, Gyldendal, eller på et af de mange mindre kvalitetsforlag, ja, det er set ud fra en forbrugersynsvinkel temmelig ligegyldigt.

At bogbranchen som sådan i øvrigt står over for historisk store udfordringer, er Marianne Jelved næppe i tvivl om. Men hun gør det rigtige, hvis hun i videst mulige omfang lader det være op til bogbranchen selv at kæmpe sig ud af de udfordringer der ligger i øget priskonkurrence, boghandlerdød, internationale netboghandlere og omsiggribende digitalisering. Ligesom hun er på rette spor, hvis hun insisterer på, at kulturpolitik ikke handler om detailstyring og regelrytteri, og at de offentlige penge, vi giver til kulturlivet, skal være hjælp til selvhjælp. At poste millioner af skatteyderkroner i kulturlivet kan aldrig blive et mål i sig selv.

En pragmatisk indstillet kulturminister, kunne man også kalde Marianne Jelved, der vel som type ikke kunne ligge meget længere væk fra sin forgænger, partifællen Uffe Elbæk. Sidstnævnte er en mand af mange ord, fyldt med det, som med et efterhånden noget slidt ord kaldes »visioner«. Marianne Jelved fremstår som Uffe Elbæks besindige modsætning, og det er i orden. Visionære kulturministre kan have en høj underholdningsværdi, men der er og bliver grænser for, hvor meget der kan flyttes rundt på, økonomisk og institutionelt, inden for Kulturministeriets ressort. Visioner bliver derfor let tomme ord, uden reelt indhold.

Om Marianne Jelved så en dag vil markere sig symbolpolitisk med samme styrke som daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen gjorde, da han lancerede sin kulturkanon, vil vise sig. Det er heller ikke det afgørende. En kulturministers primære opgave er at skabe gode rammer for kulturens frie udfoldelse. Det synes Marianne Jelved at have forstået. Det er ikke nogen helt ringe start.