Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kultur i armslængde

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Samtlige formænd fra de 12 udvalg under Statens Kunstfond klager i dagens Berlingske over to tendenser i dansk kulturstøtte. Den ene handler om beskæringen af penge til fordeling. Den anden handler om en stadigt mere nonchalant holdning til armslængdeprincippet. Partierne bag den kommende finanslov bør lytte nøje til kritikken i begge tilfælde.

Kunstfonden er fra i år pålagt en besparelse på 36 millioner kroner. Dansk Folkeparti har siden spillet ud med krav om yderligere besparelser. Hvis den sidste beskæring bliver virkelighed, vil Statens Kunstfond om føje tid have op mod 100 millioner kroner mindre i kassen. Klippet vil få »stærkt negative konsekvenser for de kunstneriske miljøer i Danmark og for danskernes mulighed for at opleve kunst af høj kvalitet i fremtiden,« skriver de 12 udvalgsformænd i en kronik.

Hvis landet for alvor standede i våde, var det muligvis nødvendigt med færre midler til kultur. Vi skal alle tænke på de fælles penge. Også kulturen, der nok skal klare sig fint under de allerede vedtagne besparelser. De er helt på deres plads. Men dansk økonomi kræver så heller ikke yderligere dramatiske tiltag i øjeblikket. De mere vidtrækkende besparelser, som DF kræver på kulturens område, ville være den visse død for talløse projekter og ikke batte noget som helst i det store regnskab. Selv meningsdannere med liberal baggrund – herunder flere erhvervsledere og Det Kongelige Teaters chef, Morten Hesseldahl – kan kun vanskeligt se det nødvendige i kulturlivets ufrivillige slankekur.

Armslængdeprincippet lever ifølge udvalgsformændene lige så farligt for tiden. Det hæderkronede princip er en grundlæggende teknik ved tildeling af offentlige midler: Politikere afstikker de overordnede rammer og lader sagkyndige tage sig af selve uddelingen – især inden for kulturlivet.

Statens Kunstfond har i øjeblikket et budget på omkring en halv milliard kroner og modtager godt 12.000 ansøgninger hvert år fra alle sider af kulturlivet. Pengene tildeles på baggrund af fagfolkenes vurdering og behandles efter grundige diskussioner om ideernes kvalitet og udførelse. Armslængdeprincippet er »en stærk garant for, at danskernes skattekroner bliver brugt på kvalitet«, hedder det i kronikken.

Men stemmer fra Dansk Folkeparti har sikret penge til eksempelvis runesten, skibsbevaring, digitalisering af dansk film, museer som Fregatten Jylland og Gammel Estrup med mere. At de nævnte projekter er både gode og værdigt trængende, skal der ikke herske tvivl om. Men det kan aldrig være noget partis afgørelse. Partierne »betaler« ikke noget og kan derfor heller ikke bestemme noget.

Hvis man skal fordele penge til kunst på vegne af fællesskabet og almenvellet, er en rent faglig vurdering det eneste rigtige. Statslig indblanding i kulturens indhold hørte fordums røde regimer til og indebærer en risiko på mange planer. Men samtidig må kulturlivet konstant tage vare på sig selv. Bare antydningen af kammerateri i fordelingen af midler vil underminere hele grundlaget for dansk kulturstøtte og give kritikerne ny luft.