Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Krig eller fred

Læs mere
Fold sammen

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har al mulig ret til at være betænkelig over for den rammeaftale, der nu er indgået mellem Iran og de fem medlemmer af FNs Sikkerhedsråd plus Tyskland. Ikke fordi aftalen som sådan er svag. Den er på mange måder en stærk og en historisk aftale, fordi den sætter tydelige grænser for Irans atomprogram. Men fordi Iran er det land, det nu engang er. Utroværdigt og labilt med en række uigennemskuelige politiske processer, der ikke vækker den store tillid og er en konstant trussel ikke alene mod nabolandene, men også mod en befolkning, som holdes i et stram diktatorisk jerngreb af en række verdensfjerne religiøse ledere.

Iran er ikke blevet et troværdigt land med denne aftale. Det er forhåbentligt blot bedre kontrolleret, så vi undgår, at regimet i Teheran, som støtter internationale terrororganisationer, udvikler atomvåben. Men uanset aftalens tydelige sprog kræver det, at begge parter overholder aftalen. Og dér vil de kommende måneders forhandlinger vise, om der er noget at juble over.

For iranerne er der meget på spil. Sanktionspolitikken har tvunget iranerne til bordet. Det har været sanktionspolitikken, der har fået iranerne til at skrive under på denne omfattende aftale. Men hvis sanktionerne bliver hævet for hurtigt, er der en reel risiko for, at iranerne vil snyde det internationale samfund og opbygge en atomvåbenkapacitet i det skjulte. Denne risiko er reel. Og selv om det skulle være rigtigt, som den amerikanske præsident, Barack Obama, gentagne gange har sagt, at så falder aftalen også fra hinanden igen og sanktionerne genindføres, ved man godt, at det er lettere sagt end gjort.

Rusland har på forhånd sagt, at man ikke vil deponere dets veto i FNs Sikkerhedsråd i forhold til aftalen. Det skal forstås sådan, at hvis iranerne snyder, og verdenssamfundet skal indføre sanktionerne igen, vil Rusland have muligheden for at nedlægge veto. Så det er klart, at netop genindførelsen af de samme sanktioner ikke er så ligetil. Der er rigelig plads til, at iranerne vil stå betydeligt bedre, hvis de vælger langsomt, men sikkert at forlade samarbejdets kurs.

Iranerne skal overbevise verdenssamfundet om, at de vil det her. De har fået en enestående chance for at bryde med mange årtiers total isolation. Præsident Barack Obama har også en opgave. Og det er at overbevise en række af sine nære allierede som Israel og de arabiske lande om, at det er en god idé at hæve sanktionerne mod Iran. Og også at overbevise den amerikanske befolkning og en republikansk kongres om at det er den rigtige kurs. For alle er med rette skeptiske over for Iran, selv om man må indrømme, at de i denne proces har vist sig mere samarbejdsvillige over for våbeninspektørerne, end Iraks forlængst detroniserede leder Saddam Hussein var det.

Aftalen er historisk. På papiret. Og der er grund til at lykønske diplomatiets sejr over rå magt. For i den perfekte verden er det altid det bedste, at man løser konflikter i fælleskab. Men verden er bare ikke perfekt.