Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Korea viser at pres kan virke

Efter mange års isolation er der positivt nyt fra den delte halvø

Efter i en del år at have været udsat for den civiliserede verdens kraftige fordømmelse har Nordkorea nu bevæget sig ind på en ny kurs, idet diktaturet i Pyonyang har indgået en ambitøs aftale om afspænding og liberalisering af økonomien med det demokratiske, markedsøkonomiske Sydkorea. Det viser, at massivt pres virker i nogle situationer.

Forhistorien er den blodige Koreakrig fra 1950-53, hvor den fri verden støttede Sydkorea, mens mørket sænkede sig over det kommunistiske Nordkorea. Helt bogstaveligt viser billeder fra rummet strålende lys i syd og fuldstændig mørke i det forarmede nord. Efter mange års iskold krig blev det første topmøde i 2000 holdt mellem de to Koreaer, der teknisk set har været i krig indtil nu. USA var skeptisk, men daværende præsident Bill Clinton endte med at give en vis støtte til den såkaldte »solskinspolitik«. Ikke uden grund kaldte Clinton landenes velbevogtede grænse »det uhyggeligste sted i verden«. Da George W. Bush blev præsident, blev denne politik smidt i historiens skraldespand, og det blev sagt klart, at Nordkorea ville man ikke have med at gøre. Udenrigspolitik kan både føres med »gulerod og kæp« som det siges, hvor enten positiv tilskyndelse eller isolation og pres har til hensigt at føre til en anden adfærd. Hver ting til sin tid, og efter en årrække med pres ser det nu ud til, at der er positiv bevægelse.

Nordkorea er en notorisk slyngelstat, og om styrets hensigter kan der være meget lidt tvivl. Som alle andre diktaturer ønsker det at bevare basale magtstrukturer, men livets realiteter er, at styret må tilpasse sig for at overleve. Akkurat som Mikhail Gorbatjov ikke havde til formål at opløse Sovjetunionen, er det utænkeligt, at Nordkoreas despot Kim Jong-il har demokratiske aspirationer. Det ved de demokratiske spillere i Stillehavsregionen, dvs. Syd­korea, Japan og USA. Men historien er nu engang dynamisk, og mon ikke systemet langsomt vil blive afmonteret, hvis Nordkorea ad åre liberaliserer økonomien? Frihed i den sektor vil givet fortrænge det fravær af frihed, der gælder i det politiske rum.

Med aftalen lægges der op til samarbejde på en række felter, der med tiden burde kunne medvirke til en genforening af de to lande. Nordkorea vil fredeliggøre dets atomprogram. Der vil ske økonomisk samvirke ved etablering af et område, hvor skibstrafik vil kunne få adgang til Nordkorea og ved opprioritering af den industripark, der blev oprettet i nord for nogle år siden. Hertil kommer infrastrukturelle investeringer og adgang for turisme. Desuden vil der finde regelmæssige forhandlinger sted mellem landene. Mere symbolpolitisk vil de to lande sende et fælles heppekor til OL næste år.

Topmødet mellem de to præsidenter er positivt. Meget kan endnu nå at gå galt. Nordkorea er ikke noget normalt land. Men nu har landet en chance for langsomt at bevæge sig i retning af den civiliserede verden. Forhåbentlig følger handling nu denne uges festlige skåltaler.