Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Konventionseftersyn

Urimeligheder i konventionerne skader mere end de gavner, og vælgerne vil tage stadigt større afstand fra dem som helhed. Dermed bliver konventionerne benzin på det bål af fremmedfjendtlighed, der er ved at blive opbygget, fordi EU-systemet samtidig har handlet for lidt og for langsomt.

Konventioner, der beskytter mennesker på flugt, migranter og herboende udlændinge, blev til i lyset af Anden Verdenskrig. Dengang var beskyttelsesbehovet fra krig og forfølgelse markant større end i vor egen kaotiske tid. Men internationale konventioner, der er kommet til verden gennem diplomatiske armvridninger, kan kun ændres i enighed. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Flygtninge- og migrantkrisen tydeliggør, hvor tiltrængt et eftersyn af de internationale konventioner er. Nu melder de blå partier og Socialdemokraterne sig åbne over for et eftersyn, men det vil i sig selv ikke løse den aktuelle krise.

Dansk Folkeparti foreslår det helt indlysende, at Danmark rejser spørgsmålet om konventionerne, når Danmark til næste år overtager formandskabet for Europarådets ministerkomite. Hvor klogt initiativet end er, bliver det svært.

Konventioner, der beskytter mennesker på flugt, migranter og herboende udlændinge, blev til i lyset af Anden Verdenskrig. Dengang var beskyttelsesbehovet fra krig og forfølgelse markant større end i vor egen kaotiske tid. Men internationale konventioner, der er kommet til verden gennem diplomatiske armvridninger, kan kun ændres i enighed.

Hvis den danske regering ønsker succes med dette, er der behov for at danne robuste koalitioner med lande som UK, der har samme synspunkter som vi. Den ny premierminister Theresa May har f.eks. som indenrigsminister været optaget af Menneskerettighedskonventionens paragraf 8 om retten til et familieliv. Paragraffen var blandt Højesterets begrundelser for, at den dybt kriminelle Gimi Levakovic ikke kunne udvises til Kroatien, som jo ellers er et trygt EU-land. Konventionerne blokerer dermed Folketingets ønske om at udvise folk som den såkaldte sigøjnerkonge.

Når konventionerne ikke for længst er ændret, er det kvalificerede gæt, at det er fordi, at det er en uhyre vanskelig, langvarig proces. Hvad der lyder indlysende nemt, er i international politik ofte kompliceret. Der findes hverken snuptagsløsninger i form af at melde sig ud eller andre udveje, men det lange seje træk skal forsøges. Imens søger landene naturligt de pragmatiske løsninger, der kan bringes til at virke, såsom EU-Tyrkiet-aftalen, der forhåbentlig har den ønskede effekt. Den slags statsræson er nødvendig, uanset at kritikere mener, at det anfægter ånden i konventionerne. Tillige ser det ud til, at konventionerne forårsager, at stort set samtlige flygtninge bliver til indvandrere, når de har betalt sig frem til grænsen, og at Danmark lukker folk ind, som kommer fra sikre lande, men ønsker at asylshoppe. Det sidste burde jo efter Dublin-reglerne ikke kunne lade sig gøre, men de er ophørt med at eksistere i praksis. Nogle EU-lande tager sagen i egen hånd og har i et eller andet omfang suspenderet retten til at søge asyl.

Disse urimeligheder i konventionerne skader mere end de gavner, og vælgerne vil tage stadigt større afstand fra dem som helhed. Dermed bliver konventionerne benzin på det bål af fremmedfjendtlighed, der er ved at blive opbygget, fordi EU-systemet samtidig har handlet for lidt og for langsomt.

Vi behøver klare løsninger på flygtninge- og migrantkrisen samt den fejlslagne integration, som terroristen i Nice er et sørgeligt eksempel på. Efterårets politiske forhandlinger bliver en mulighed. Regeringen har for eksempel tanker om at standse bistand til lande, der i strid med internationale aftaler ikke tager imod egne statsborgere. Samtidig må statsministeren være med til at skubbe på for, at EU både får den strammere lovgivning på plads og får den til at virke, så EU-grænsen bliver reelt effektiv. Mere langsigtet er så et konventionseftersyn. Nok har det lange udsigter, men det politiske flertal har ret i, at det er påkrævet.