Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Konservativ offensiv

Når Lars Barfoed lørdag taler til Det konservative Folkepartis landsråd i Herning, sker det nok på baggrund af elendige meningsmålinger, men til gengæld bør det forslag til partiprogram, der skal vedtages danne afsæt for ny fremgang for det plagede parti.

Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved dette landsråd har Lars Barfoed for alvor en mulighed for at give K ny selvtillid. Opgaven er mildest talt vanskelig, fordi partiet kæmper for at bevise sin relevans overfor vælgerne. I forhandlingerne om skattereformen havde K en vigtig rolle, idet Barfoed var med til at trække V til forhandlingsbordet. Den slags tæller på den positive side i forhold til det erhvervsliv, hvis evne til at producere velstand er helt afgørende for landet. K skal have en klar identitet, som dets mange kernevælgere kan forholde sig til, hvis de dårlige meningsmålinger skal vendes.

Vanskelighederne hænger grundlæggende sammen med, at K i en del år har været præget af en usund slingrekurs, der har kostet mange tusinde vælgere. Dette har helt indlysende været medvirkende til, at de borgerlige tabte sidste valg: Ved valget gjorde Barfoeds borgfred med Vestager det f.eks. legitimt for borgerlige at hoppe af til Radikale, der i det store og hele kun er borgerligt i den økonomiske politik. Før ham ville forgængeren Lene Espersen gøre K til et parti for offentligt ansatte, hvilket var med til at skræmme vælgere over til Liberal Alliance, der er et konsekvent skattesænkerparti. Endnu tidligere afleverede Bendt Bendtsen stemmer til DF, da Ks eneste målbare mærkesag var skattelettelser, og uanset hvor nødvendigt og rigtigt skattelettelser var og er, kunne VK-regeringen jo kun rokke DF minimalt. De mange værdi-politiske konservative sejre i VK-regeringens tid løb V med, mens DF tog æren for stramninger.

Der er brug for et stærkt, konservativt parti i Danmark. Partiprogrammet peger i den rigtige retning: En stærk satsning på den enkeltes personlige ansvar, på lavere skatter og beskyttelse af privat ejendomsret, på at der påhviler et ansvar i familien for at forsørge sig og sine, en insisteren på at der må være grænser for politik og endelig på at kombinere danskhed og globalisering i en globaliseret, usikker verden, hvor der skal kæmpes for frihedsværdier og skal være et europæisk engagement.

En væsentlig mangel er dog, at K burde have forholdt sig mere aktivt til forholdet til EU. Det er en legitim konservativ holdning at argumentere for et fædrelandenes Europa, forstået sådan at der på den ene side lyder et nej til, at EU regulerer, planstyrer og forvrider områder, markedet udmærket selv klarer, og på den anden side et fuldtonet ja til de institutionelle rammer, såsom traktat og finanspagten, der regulerer EU. Heri burde K selvfølgelig have medtaget behovet for en fjernelse af de ulyksalige danske EU-forbehold, som fremhævet af de to fhv. udenrigsministre Per Stig Møller og Lene Espersen.

Hvis Konservative klogt omsætter de idépolitiske visioner i partiprogrammet til konkrete forslag, er der mulighed for en konservativ genkomst. Den slags kræver sammenhold internt og i den borgerlige lejr, salgsarbejde i offentligheden og en sammenhængende politik, og det er Barfoeds store mulighed.