Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Konservativ faneflugt

Regeringens liv bliver mere besværligt. Det virkeligt interessante spørgsmål efter Pia Christmas-Møllers støjende afsked med den konservative folketingsgruppe er naturligvis, om afskeden får væsentlige konsekvenser for regeringens liv, for regeringens holdbarhed og politik.

Svarene er ikke helt enkle. Da Christmas-Møller har udtalt, at hun ikke har nogen hensigt om at vælte regeringen, er den parlamentariske situation uændret. Man kan roligt tro hende, for sammenholdt med regeringen er Pia Christmas-Møller den, der har den største personlige interesse i at undgå et valg. Efter næste valg er hun efter alt at dømme helt ude af politik, og det uopfyldte ønske om indflydelse, som fik hende til at forlade partiet, vil da være uden for rækkevidde.

Men det er samtidig givet, at der vil opstå situationer, hvor statsministerens liv bliver mere besværligt. Efter Christmas-Møllers exit er der en aktør mere, som regeringen skal inddrage når den øvrige opposition siger nej til samarbejde. Det mest tydelige problemområde er asylpolitikken, hvor Christmas-Møller allerede som politisk ordfører lagde op til et brud med Dansk Folkeparti. Hvis disse situationer bliver for besværlige og for talrige, er det tænkeligt, at denne valgperiode bliver kortere end de foregående. Man må også regne med, at de besværlige situationer vil forøge presset på regeringen for at inddrage Ny Alliance og Socialdemokraterne mere, end der allerede var lagt op til. Afhopningen kan altså påvirke politikken.

Skattestoppet er imidlertid intakt, det samme er den økonomiske politik, og det samme er forventeligt også tilfældet, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Kun når det gælder EU-politikken, har Christmas-Møller en afvigende holdning. Hun har talt for at sende reformtraktaten til folkeafstemning, men det spørgsmål har Socialdemokraterne større indflydelse på. Siger Socialdemokraterne nej til afstemning, er den ikke længere.

Netop Christmas-Møllers afvigende personlige holdninger må have spillet en rolle i beslutningen om ikke at genvælge hende som politisk ordfører. Selv om hun måtte have ret i, at debatkulturen i den konservative folketingsgruppe ikke indbyder til modsigelser, så siger det sig selv, at en politisk ordfører ikke bare kan blafre med personlige holdninger til centrale politiske spørgsmål. Gruppeformand Helge Adam Møller kunne ikke gøre andet end det, han gjorde: at slå fast, at hun optrådte for egen regning og dertil opførte sig illoyalt. Han kunne have formuleret sig mindre brutalt, men i et regeringsparti på kanten af et flertal er gruppedisciplin nødvendig.

Set med historiske alen er det paradoksalt, at Helge Adam Møller og Christmas-Møller er centrale figurer i denne historie om VKO-partiernes forvandling fra flertal til mindretal. Netop de to forsøgte for en halv snes år siden – med Christmas-Møller som leder og Helge Adam Møller som gruppeformand og »fredsbevarende styrke« – at redde partiet fra splittelse og undergang. Redningsmanden viste sig at blive Bendt Bendtsen, og nu står han igen med et ledelsesproblem i Det Konservative Folkeparti. Heldigvis er problemet større for partiet end for regeringen som helhed.