Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kommunerne skal ikke have pantefogederne tilbage

Ideen om centralisering og specialisering af offentlig gældsinddrivelse bør fastholdes. Men staten bør overtage risikoen ved inddrivelse af kommunal gæld og refundere kommunerne, hvad enten pengene bliver inddrevet eller ej.

Kommunerne bør koncentrere sig om deres kerneopgaver og især om deres kerneopgave som indkøber på borgernes vegne af kommunal service, og neddrosle deres rolle som driftsherre for alle mulige aktiviteter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

»Giv os pantefogederne tilbage,« lyder det fra en stribe borgmestre fra både rød og blå blok. De vil have kommunernes ret til at inddrive gæld tilbage.

Kommunerne er rutinemæssigt altid på strandhugst efter opgaver, de kan overtage fra staten eller regionerne. Når det drejer sig om gældsinddrivelse, kan den kommunale ekspansionstrang dog begrundes med, at den statslige gældsinddrivelse mildt sagt er nødlidende. Efter statens overtagelse af den offentlige gældsinddrivelse i 2005, har den været præget af den ene skandale efter den anden. Ved udgangen af 2019 udgjorde beløbet under offentlig gældsinddrivelse svimlende 123 mia. kr.

Så ligger det vel lige til højrebenet at flytte den kommunale gældsinddrivelse tilbage til kommunerne? Selv om forslaget også får opbakning fra en række folketingspolitikere, rækkende fra Enhedslistens Rune Lund til Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær, ligger det ikke nødvendigvis lige til højre fod at genindføre de kommunale pantefogeder. Selv om staten har misrøgtet opgaven, er det ikke en del af løsningen af at opgive specialiseringen af gældsinddrivelsen.

Før nostalgien omkring fortidens kommunale pantefogeder helt tager over, er det værd at erindre om, at samlingen af den offentlige gældsinddrivelse i 2005 ikke var grebet ud af den blå luft. Ideen udsprang blandt andet af en rigsrevisionsrapport fra 2003, der kritiserede den offentlige gældsinddrivelse – herunder ikke mindst kommunernes – sønder og sammen og foreslog en samling og specialisering af gældsinddrivelsen.

Den gode idé blev så elendigt udført, især fordi det offentlige i dette, som i så mange andre tilfælde, har vist sig at være ude af stand til med succes at udvikle og indføre IT-systemer. Det ændrer ikke ved, at ideen om at automatisere og effektivisere gældsinddrivelse ved hjælp af IT er rigtig. Den idé skal ikke droppes og erstattes af 98 mere eller mindre forskellige kommunale systemer. Det hører med i billedet, at den udestående kommunale gæld kun udgør fire. mia. kr. af de 123 mia. kr.

Kommunerne er uoverskuelige konglomerater, der driver meget forskellige virksomheder, som enhver professionel virksomhedsledelse vil løbe skrigende bort fra at drive under en fælles hat. Kommunerne bør koncentrere sig om deres kerneopgaver og især om deres kerneopgave som indkøber på borgernes vegne af kommunal service, og neddrosle deres rolle som driftsherre for alle mulige aktiviteter. Det er den slags overvejelser, der burde optage borgmestrene.

Gældsinddrivelse bør som så meget andet overlades til specialister. Kommunerne er ikke og skal ikke være specialister i gældsinddrivelse. Det har så også knebet for staten at udvikle ekspertise i gældsinddrivelse, men en del af løsningen for staten er, som ofte påpeget på dette sted, at inddrage specialister fra den private sektor.

Kommunernes frustration over den manglende gældsinddrivelse er forståelig. Når nu staten har påtaget sig rollen for kommunerne, kunne en løsning være, at staten også påtager sig risikoen og betaler kommunerne en passende del af de udestående fordringer, hvad enten staten er i stand til at inddrive dem eller ej. Det skal være en passende del, ikke 100 pct., da nødlidende gæld aldrig kan inddrives fuldt ud. Det vil løse kommunernes problem og give staten et incitament til at få kradset pengene ind.

OLE P. KRISTENSEN