Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kommunal uanstændighed

Offentligt svigt af de svageste ældre er en plet på vores samfund

Velfærdssamfundet og den service, der bliver tilbudt borgerne i dette land, var et af de største temaer i valgkampen forud for det netop overståede folketingsvalg. Der var slet ingen ende på alle de tilbud, den fælles samfundskasse skulle stå klar med til borgerne, og Socialdemokraterne gik så vidt som til at lancere en lang liste af velfærdsrettigheder, som man kunne kræve opfyldt til gengæld for sine skattepenge. Nu viser det sig imidlertid, at der er langt mere presserende problemer at løse for det offentlige system end fintuning af nogle rettigheder for mere eller mindre privilegerede borgere. Sagen om de utidssvarende ældreboliger i en af landets rigeste kommuner, Lyngby-Taarbæk, hvor de gamle må leve i årevis på små værelser uden megen plads til møbler og minder om det liv, de har levet, vidner i virkeligheden ligesom sagen om omsorgssvigt af psykisk handicappede på bostedet Tokanten om én ting: Nemlig at vores samfund ikke altid er i stand til at yde det, der bør være det offentliges absolutte kerneopgave – at hjælpe, pleje og støtte de mennesker, som ikke er i stand til at klare sig selv. Historien om ældreboligerne i Lyngby-Taarbæk Kommune burde ikke kunne forekomme i et Danmark anno 2007, hvor skatten er tårnhøj – og diskussionen om kvaliteten af det offentliges service er intens som aldrig før. Ældre kvinder og mænd, som efter et langt liv ikke har andet valg end at indrette sig på de forhåndenværende forhold, stoppes ind i cellelignende boliger der, som en af beboerne selv udtaler det til Berlingske Tidende, er »utidssvarende for vor tids mennesker«. Mere præcist kan det ikke udtrykkes. Kommunens konservative socialudvalgsformand, Jørn Moos, indrømmer godt nok på den ene side problemet. Men han bedyrer, at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke lige med det første har råd til at bygge bedre boliger til de ældre, og det fremgår også af kommunens interne papirer, at hver fjerde af kommunens plejeboliger om to år stadig vil være utidssvarende. Til det er der at sige, at det også er en kommunal kerneopgave at prioritere de midler, det offentlige inddrager via skatten. Her er det indlysende, at noget må være gået skævt i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvorfor man står tilbage med et kolossalt skattegrundlag på den ene side – og en kommunal uanstændighed over for de ældre på den anden side. Men det er næppe det eneste eksempel på, at det offentlige ikke er i stand til at prioritere mellem det, der skal leveres – og den service, man gerne vil levere. Hvilket da også er en af grundene til, at regeringens kvalitetsreform bygger på den forudsætning, at det offentlige godt kan levere en betydeligt bedre service til borgerne end i dag, uden at man behøver sætte skatterne op. Men først og fremmest vidner sagen om de ældre fra Lyngby-Taarbæk om et konkret kommunalt svigt. Og i næste række om et land, hvor man indædt diskuterer, om regeringen nu ikke svigter sine valgløfter ved at udskyde en lille forhøjelse af børnechecken – samtidig med at ældre ikke kan få lov at bo under værdige forhold i selv en af landets mest velhavende kommuner. På den vis er sagen på mere end én måde en plet på vores velfærdssamfund.