Bogen »Flugtrute Østersøen« fortæller, hvorledes og hvorfor østtyskere løb risikoen ved at flygte i små både over Østersøen til Danmark. Vi hører om de danskere, der tog imod dem og om de flygtninge, der ikke nåede over. Østersøen kostede flere døde end grænsevagterne ved Berlinmuren.

Desværre medvirkede danske myndigheder ikke i alle tilfælde til at modtage flygtningene fra diktaturstaten. Udenrigspolitiske hensyn vejede tungere end de menneskelige, fremgår det. I stedet for at gribe ind, når flygtninge forsøgte at hoppe af DDRs turistbåd under ophold i Gedser Havn, lod man DDRs politifolk på dækket overmande dem, der forsøgte at springe over bord.

Noget tyder på, at Den Kolde Krig stadig præger embedsmændene i de instanser, som dengang udkæmpede den hemmelige del af den kolde krig. Forsøg på at grave dybere i koldkrigens historie synes især at strande i Justitsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste. Den kolde krig sluttede for 23 år siden; DDR er forsvundet, og de øvrige Warszawapagt-lande er blevet medlemmer af NATO og EU. Alligevel fastholder embedsværket i Danmark to sæt låse på de arkiver, som kunne bidrage til historieskrivningen. Den ene lås begrundes med »hensynet til fremmede magter,« der stort set er forsvundet eller blevet allierede. Den anden lås består af en klausul, der forhindrer tilgængelighed i 75 år. Der er selvsagt et vigtigt hensyn til mennesker, som uberettiget risikerer at blive hængt ud, hvis alt bare frigives. Men omfanget af embedsværkets censur er uforståeligt.

Det slutter ikke her. En af Den Kolde Krigs kontroversielle skikkelser, forfatteren Arne Herløv Petersen, blev i 1981 sigtet for at være »påvirkningsagent« for fjenden. Hans dagbøger gennem ni år, 1.400 sider i alt, blev beslaglagt. Da sigtelsen blev opgivet et halvt år senere, fik Herløv Petersen de originale dagbøger tilbage, men PET beholdt kopier, ikke kun af relevante sider, men af samtlige sider, som i sagens natur indeholder mange private skriverier. Nu forhandler PET om at overgive Herløv Petersens dagbøger til Rigsarkivet, mens Herløv Petersen, der altså hverken blev tiltalt eller dømt, er retsløs. Han har blot fået besked fra Justitsministeriet, at hans dagbøger »anses for at være af særlig historisk interesse.« Svaret har været halvandet år undervejs.

Mage til magtarrogance skal man lede længe efter. Uanset hvad man måtte mene om Herløv Petersens ageren under Den Kolde Krig, så er - eller burde - forskellen på DDR og Danmark være borgernes retssikkerhed. De borgerlige partier havde chancen i ti år for at påvirke prioriteringen af borgernes retsstilling og adgangen til den fælles historie. De burde være de første til nu at virke for, at den del af Den Kolde Krig, der overvintrer i embedsværket, også afsluttes.