Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

København er blevet en tumleplads for bysvin

Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen

For et par år siden spurgte turistorganisationen Wonderful Copenhagen 5.000 turister, hvilken by der har de største problemer med affald. De svarede, at København var den mest beskidte by blandt 12 mulige i Norden og Baltikum.

Københavns Kommune bruger hvert år et trecifret millionbeløb på at rydde op efter borgere og besøgende. Mange af pengene går til et problem, der ikke burde eksistere, nemlig at samle det affald op, som folk burde have smidt i skraldespanden. Og på trods af at kommunen i årevis har brugt millioner af kroner på kampagner, flere skraldespande og nudging i form af fodspor, der skal føre borgerne hen til skraldespandene, flyder gaderne alligevel med affald.

På en varm sommerdag ligner steder som Kongens Have, Islands Brygge og Fælledparken et buffetbord fra i går, og Solen sænker sig over et landskab bestående af tomme flasker og papbakker, cigaretskodder, McDonald’s-papir, engangs-grillbakker, iturevne plasticposer og pizzasnegle fra 7Eleven.

Det kan selvfølgelig virke tantet sådan at hidse sig op over skrald, men sagen er, at det udstiller et dannelsesmæssigt forfald. København fremstår som en by, der på trods af stor arkitektonisk skønhed og ambitiøse byggeprojekter er blevet ligeglad med sig selv.

Det udstillede TV 2s vejrvært Peter Tanev sidste sommer. Han havde været en tur forbi Islands Brygge, og de groteske skraldemængder fik ham til at skrive en længere svada på Facebook. Her spurgte han, om det var Vestforbrændingen, en losseplads eller Bryggen, han havde besøgt. Opslaget gik viralt. Vedhæftet var billeder af havnefronten, der mindede om en efterladt festivalplads. Om en 1. maj, der var blevet hverdag. »Bysvin«, skrev vejrværten. Københavnerne er også trætte af skrald. For kun 14 dage siden viste en Epinion-undersøgelse, at de er stærkt generet af tre ting: Trafik, infrastrukturprojekter og affald på gaderne. Derfor er det positivt, at Cecilia Lonning-Skovgaard, der er Venstres spidskandidat ved kommunalvalget i 2017, har bebudet, at hun vil gøre noget ved det.

Hun foreslår konkret, at 500 af de 16.000 københavnske kontanthjælpsmodtagere skal i nytteaktivering og bevæge sig rundt i København med en pose i hånden og opsamle det skrald, som fejemaskinerne ikke får fat i. På den måde får man både ryddet op og testet, hvor jobparate de egentlig er.

Det er et udmærket tiltag, men det ændrer ikke på kernen i problematikken: Hvorfor er det blevet en uoverstigelig opgave for byens beboere at fjerne deres eget skrald? Og det her er vel at mærke ikke et københavnerproblem – en stribe af landets kommuner kæmper med affald, som folk har smidt i den tro, at der kommer nogen og rydder op efter dem.

Respekt for natur og miljø kommer ikke af sig selv, men skal ind med modermælken, gerne sammen med lidt ansvarsfølelse. Det er fint, at der bliver taget hånd om problemerne fra kommunalt hold, men det handler også om dannelse og opdragelse. Tingene skal være i orden, og det offentlige rum skal ikke flyde med pizzabakker og tomme Bacardi Breezers.

I længden kan det måske blive nødvendigt at ramme folk på pengepungen og indføre skraldebøder. Det har man haft held med i udlandet. I længden er det svært at være civiliseret på en mødding.