Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Klassisk Fogh

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At der ikke er noget at komme efter, er en af de ting, vi husker Anders Fogh Rasmussen for. Selv om hans statsministerperiode har været kritiseret, fortryder Fogh intet i dagens Berlingske-interview, men der er nu alligevel noget at komme efter. Fogh fik ikke i tilstrækkelig grad modnet reformbevidstheden, og der var for lidt styr på kommunernes gevaldige overforbrug.

Blandt økonomer er skattestoppet omdiskuteret, og mange hader det, som Fogh fremhæver. Alligevel er det blevet overtaget af Lars Løkke Rasmussens regering, og det er klogt. Hvis ikke der én gang for alle sættes en stopper for tilbøjeligheden til at hæve skatterne, vil presset fortsætte for at øge dem. Bare se på grundskyldens himmelflugt. Denne skat blev af uvisse grunde aldrig omfattet af skattestoppet, og se bare hvordan den i disse år truer med at sende folk fra hus og hjem, særligt omkring hovedstaden. Tillige kritiseres Fogh-regeringen for at have sat låneformerne fri, og her er da også strammet de steder, der trængte. Men grundlæggende har afdragsfrihed og variable renter givet danskerne mulighed for at optimere deres forbrug over tid, f.eks. ved at kunne afdrage dyr bankgæld før realkreditlån. Den frihed er værd at værne om.

Danmark burde i virkeligheden have haft en budgetlov inden finanskrisen. Den fik vi så med Bjarne Corydon som socialdemokratisk finansminister, og tak for det! Med den kom et håndfast styringsredskab. Hvis man nemlig skal pege på et politisk valg, der fik konsekvenser for den lempelige økonomiske politik op til finanskrisen i 2008, er det, at det kommunale forbrug fik lov at løbe løbsk. Men man skal have hele billedet med her. Den politiske realitet var, at den socialdemokratiske opposition var helt uanvendelig, når det handlede om at holde igen på de offentlige udgifter. Hver gang der kom en melding fra blå blok, lød der et overbud fra rød blok. Dansk Folkeparti krævede også hver gang ind, så danskerne var ganske enkelt ikke indstillet på at holde igen med de offentlige udgifter. Alt det er en medvirkende forklaring til, at reformtempoet altid er for langsomt i dansk politik. Velfærdskoalitionen er stor og stærk.

Den slags handler om vilje til at flytte opinionen. Fogh fremhæver selv, hvordan han modnede politiske sager, så der var flertal for forandringer. Men her svigtede han i forhold til reformsporet. Ikke bare de liberale tesemagere, der foreslog at sætte tæring efter næring helt tilbage i 2003 blev fejet af banen. Også andre, som den konservative regeringspartner og Velfærdskommissionen, fik at vide, at de var politisk tonedøve, fordi Foghs projekt var at styre Danmark fra midten. Siden er en række reformer vedtaget, som Fogh af snævre partipolitiske grunde valgte at feje af banen. Det er egentlig besynderligt, at han ikke vedgår dette.

Det er ubestrideligt, at Danmark blev flyttet i Fogh-årene. Vi fik en strammere udlændingepolitik, værdipolitikken kom i fokus, og der kom reformer såsom højere pensionsalder, der øger det langsigtede arbejdsudbud. Fogh var en meget stærk statsminister, som eftertiden vil være meget tak skyldig, men uanset dette er der alligevel noget at komme efter. Det slæb, som det udgør at modne danskernes reformparathed, er i høj grad blevet Lars Løkke Rasmussens lod. Vi har nemlig fortsat et vækstproblem i dansk økonomi i dag så mange år efter finanskrisen, og her er der nok at tage fat på for dagens politikere.