Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kina viser muskler – Østersøen er ikke længere Fredens Hav

Stevnsfortet er i dag et museum over Den Kolde Krig. Tidligere havde fortet sammen med andre udkigspunktyer stor strategisk betydning.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Kinesiske krigsskibe holder flådeøvelse med russerne i Østersøen. Man skulle tro, at det var en aprilsnar, hvis ikke det rent faktisk var sandt. Kinesiske flådefartøjer er sejlet ind i Østersøen, og det skal tages som et tegn på, at truslen mod Danmark og mod NATO er ved at ændre sig markant. Der er militært set ved at ske ændringer i det konkrete trusselsbillede.

Ikke fordi kineserne umiddelbart udgør en trussel mod Danmark. Kina har ingen interesse i en konflikt med landene i Østersøen. Men kineserne har indgået et meget tæt militært samarbejde med Rusland. Og da Kina i dag råder over en stor flådekapacitet, betyder det, at kinesiske flådefartøjer i fremtiden vil være overalt i verden og konstant udfordre den sikkerhedspolitiske situation, også i forhold til NATO.

Læs også: Hvad svenskerne, tyskerne og Taleban ikke formåede, er Claus Hjort nu lykkedes med – at få ram på den danske hær

Det er ikke kun USA, der har grund til at være bekymret. Landene omkring Østersøen ved nu, at Rusland ingenlunde har opgivet drømmen om at sikre sig en afgørende indflydelse i Europa. Vejen til det er at indgå magtfulde alliancer – i dette tilfælde med Kina, som overalt i verden kan understøtte Ruslands ambitioner om at blive en stormagt på linje med USA. De to lande er ved at udvikle et forfinet samarbejde, som foruden at opvise militær magt handler om at erobre verdensmarkederne og så splid mellem gamle allierede.

Verden har ændret sig markant de sidste ti år. Rusland er blevet mere aggressiv. Det mærker europæerne. Kineserne er blevet langt mere offensive i Asien. Det mærker Sydkorea og Japan og en række andre demokratier i området. Kineserne har i årevis forfulgt en klokkeklar strategi om at udvide søterritoriet ved at bygge kunstige øer, og kineserne har bebudet, at de er totalt ligeglade med internationale domstolsafgørelser på det felt. Mellemøsten er tilbage som Ruslands og USAs kamppladser ligesom under Den Kolde Krig. Dog med den tilføjelse, at nye magter som Kina blander sig i slagsmålet.

Mens alle forsøger at slå hinanden ihjel, viser det sig nemlig, at kineserne indgår lukrative handler og dermed sikrer deres olieenergiforsyning. De får oven i købet fordelagtige infrastruktur-kontrakter ud af de samme lande, der er ødelagt af krigene i Mellemøsten.

Så når den kinesiske flåde mødes med russiske skibe i Østersøen, er det et klart signal til Danmark om, at Den Kolde Krig er genoplivet. Denne gang med nye aktører, som indirekte eller direkte kommer til at påvirke vores sikkerhed enten i vores nærområde eller andre steder, hvor vi også kan blive involveret. Vi har allerede besluttet, at der skal bruges flere penge på forsvaret. Det er også på tide.

Men situationen tvinger os til at analysere vores egen sikkerhedssituation. Vi skal træffe de rigtige beslutninger. Og vores nærområde har på ingen måde mistet sin betydning sikkerhedspolitisk, selv om vi dygtigt har kæmpet i Irak og i Afghanistan. Østersøen er ikke Fredens Hav, som det daværende Sovjetunionen kaldte det. Det er alt muligt andet. Og nye aktører er med i spillet. De udfordringer må vi ikke sidde overhørig.