Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kina må vælge mellem krig eller fred

Verden følger med spænding den nordkoreanske leder Kim Jong-uns optrapning af konfrontationerne med omverdenen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: JUNG YEON-JE

Nordkoreas evne til at fremstille og fremføre nukleare våben – om det så er atombomber eller brintbomber – vokser tilsyneladende år for år. Verdens eneste familieejede kommunistiske diktatur har længe været en atommagt, men må nu formodes i stand til også at ramme mål i USA. Det seneste nordkoreanske missil passerede over Japan, inden det slog ned i Stillehavet, og viser, at den utilregnelige Kim Jong-un er villig til at se bort fra alle regler og grænser for at tvinge det internationale samfund til at give Nordkorea, hvad det ønsker.

Den amerikanske præsident, Donald Trump og USAs ambassadør i FN har optrappet retorikken og truslerne om mulig anvendelse af militær magt for at bremse – eller ødelægge – Nordkoreas atomvåbenprogram. Og man kan ikke udelukke, at den krise, som diktatoren i Nordkorea har skabt, eskalerer til, hvad der kan resultere i en storkonflikt med enorme tab af menneskeliv. En stribe FN-resolutioner og stramninger af sanktioner har ikke hidtil bremset Nordkoreas opbygning af atomvåbnet.

Nøglerne til at undgå, at krisen fører til militær konflikt eller en handelskrig mellem USA og Kina med voldsomme konsekvenser for global økonomi og beskæftigelse, befinder sig i Kina og Rusland. Den russiske præsident Vladimir Putin kritiserede på et møde med Sydkoreas præsident Moon onsdag den seneste nordkoreanske missilaffyring, men afviste Moons appeller om de stærkest mulige sanktioner, herunder afbrydelse af olieleverancer og pengestrømmen fra nordkoreanske arbejdere i udlandet til familien hjemme.

Som hidtil er det altså op til især Kina at afgøre, om Nordkorea skal standses ved hjælp af fuldstændig afbrydelse af leverancerne til landet, eller om Nordkoreas forsøg på intimidering af landets omgivelser skal fortsætte, indtil det eventuelt går galt.

Valget drejer sig imidlertid ikke kun om Nordkorea. Det handler også om, hvorvidt Kina vil tage ansvar for andet end landets egne snævre interesser. Vil Kina som en voksende økonomisk stormagt skabe tillid til, at det vil tage sin del af ansvaret for en fredelig udvikling, som styres af internationale regler og aftaler? Vil Kina respektere FNs rolle?

Vel har den amerikanske præsident og også de øvrige vestlige ledere et ansvar for at undgå, at Nordkorea endnu en gang bliver centrum i en konflikt med uoverskuelige konsekvenser. Men det er Kina, der i årevis har accepteret og medvirket til, at Nordkorea kunne opbygge et atomvåben. Angiveligt har modviljen mod øget amerikansk indflydelse på den koreanske halvø med et svækket eller sammenbrudt diktatur i den nordlige del vejet tungere end udsigten til en atomstat styret af en utilregnelig arvefyrste. Kinesere har ry for en evne til at tænke langsigtet. Det kan man ikke påstå, at landets ledere har formået i denne sag. Kina kommer til at vælge side. Krig, økonomisk eller militær. Eller fred, gennem en diplomatisk løsning med USA og naboerne omkring Det Japanske Hav.