Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kaos i Pakistan

Bhuttos død bør give signal til en national enhed mod terror.

Mordet på Benazir Bhutto viser med al tydelighed, at præsident Musharraf ikke har styr på situationen i Pakistan. Mordet kan udløse et kaos i et land, der besidder atomvåben, og som åbenbart ikke magter at kontrollere de mest ekstreme elementer. Det er ikke for meget sagt, at Pakistan i visse provinser er ved at overtage Afghanistans tidligere tvivlsomme rolle, hvor Taleban og al-Qaeda frit kan planlægge terroraktioner og træne nye terrorister.

Mordet på Bhutto er ikke blot et tilfældigt mord på en tilfældig politiker. Mordet er et bevis på, at der findes et så kaotisk terrornetværk uden for myndighedernes kontrol, at Pakistan må anses for at være et land, der udgør en større trussel mod verdensfreden end selv Iran og Nordkorea. Splittelsen i samfundet er ikke blevet mindre med Musharraf ved magten. Selv om han udadtil signalerer nødvendigheden af at fastholde magten af hensyn til »stabiliteten«, så viser gårsdagens attentat, at der skal mere til end undtagelsestilstand for at få kontrol over situationen. Også kontrol med terroristerne. Det har Musharraf nemlig heller ikke fokuseret nok på.

Musharraf er nødt til først og fremmest at skabe en national forsoning med alle politikere, som kan være enige med ham om i det overordnede mål – at det er i Pakistans interesse at få kontrol over alle stridigheder og få kontrol over de ekstremister, der ønsker at vælte et demokratisk Pakistan. Det haster. Iagttagere siger, at Taleban og al- Qaeda er begyndt at bevæge sig ind i de store byer og har etableret magtbaser også dér.

Pakistan er i oprør. Det er der ikke noget at sige til. Pakistanerne er lige så usikre på fremtiden, som vi andre er. Spørgsmålet er, om Musharraf hurtigt vil være i stand til at vende denne usikkerhed til en form for sikkerhed. Hans eneste håb er at få skabt grobunden til en national forsoning med en række andre demokratiske politikere i Pakistan. Hans stjerne hos dem er ikke høj. Attentatet mod Bhutto har ikke gjort det lettere for ham. Bhutto var ikke en løsning på alt i Pakistan. Langtfra. Men hun var en af de muligheder, som nu er forpasset.

Det store spørgsmål er også, om han kan stole på sit eget militær. Musharraf har aflagt sig generaluniformen og er i øjeblikket ikke chef for de væbnede styrker. Men der har også været attentatforsøg mod Musharraf selv. Det har fået flere til at stille sig det indlysende spørgsmål, om der er folk højt på strå i det militære system, der arbejder med andre dagsordener end Musharraf.

Vesten har for længe ensidigt lænet sig op ad Musharraf og Benazir Bhutto i håb om, at de to kunne finde sammen og sikre Pakistans fortsatte stabilitet. Håbet blev hurtigt knust efter åbenlyse modsætninger mellem de to, da Bhutto i oktober vendte hjem til Pakistan efter mange år i eksil. Men Musharraf må tage bestik af situationen på flere måder. Ikke mindre end to tredjedele af Pakistans befolkning ønsker, at han forlader posten. Det vil ikke være gavnligt i den nuværende situation. Men Musharraf er nødt til at træde i karakter som en samlende figur meget hurtigt. Ellers ender det galt.