Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kære Sass, vi ses igen om tre måneder

Foto: Henning Bagger. »Han har evig ret i, at man heller ikke som politiker har ytringspligt her i landet.«
Læs mere
Fold sammen

Om det er en inspiration fra den amerikanske præsident og hans hårde angreb på medierne, der ligger bag. Eller om Socialdemokratiet virkelig mener, at der er vigtige budskaber, som man brænder inde med, fordi ingen vil høre på dem, er ikke til at sige.

I hvert fald har den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen sat sig for at gå til frontalt angreb på medierne. Det skete i sidste uge i et interview med den tidligere TV-studievært Reimer Bo Christensen, som mod betaling holdt mikrofonen og lod gruppeformanden tale ud.

Sass Larsens vigtigste anke mod medierne er, at han og andre kun trænger igennem i små korte citater, hvor sammenhæng og nuancer forsvinder, og at det journalistiske modspil altid er konfrontatorisk og konfliktsøgende. Det skal være slut. Derfor har den socialdemokratiske frontfigur besluttet sig for kun at stille op til interviews en gang i kvartalet og kun, når han har store principielle sager, han gerne vil dele med os alle sammen. Så på gensyn om tre måneder til Sass. Han har evig ret i, at man heller ikke som politiker har ytringspligt her i landet, men blot en frihed til at tale, når man synes, man har noget at sige. Og hvis det for Sass Larsens vedkommende kun er en gang i kvartalet, at han har samlet store tanker nok sammen til at lade sig interviewe, må det være sådan.

Som ansvarlige medier er vi altid parat til at lytte til kritik fra politikere, fordi samspillet mellem frie og uafhængige medier og de folkevalgte er vigtigt og bør være omgærdet af gensidig respekt og accept af hinandens vilkår. Men at påstå at politikere som Henrik Sass Larsen ikke kan komme til orde i en medieverden, der er præget af konflikt, personangreb og processer fremfor indhold, er i bedste fald et stærkt fortegnet billede af virkeligheden. I værste fald er det et forsøg på at slippe for ubehageligt kritiske spørgsmål.

Der kan være tendenser til, at processen omkring et politisk udspil fylder mere end indholdet, og eksempler på at vi i medierne tager fat på debatten og kritikken, inden et forslag er grundigt præsenteret. Men det er langtfra en generel tendens. Tværtimod er mediebilledet i dag så varieret og udbudet så stort, at der findes masser af rum og tid til alt det, Sass Larsen efterlyser. Der er steder, hvor politikerne får lov at tale ud, der er steder, hvor man går i dybden med indholdet af de politiske forslag, der er analyser og baggrundsartikler. På partiernes egne hjemmesider og i deres opslag på de sociale medier er der stort set frit slag.

Men en vigtig journalistisk genre, som fylder meget, går ud på at stille politikerne til ansvar og kritisk stille spørgsmål til det, de siger. Og sådan vil det blive ved med at være. Tendensen i politikernes kommunikation har i mange år været at skære budskaberne skarpt og undgå intern debat i en topstyret proces. Partier og ministerier har masser af rådgivere ansat til at sørge for den rigtige timing, og at negative historier bliver slået ihjel. Spindoktoriet betyder naturligvis, at medierne, hvis de skal gøre deres arbejde godt og ansvarsfuldt, er nødt til at bruge flere kræfter på at nå ind bag den tilrettelagte kommunikation. Når Henrik Sass Larsen og andre kritiserer medierne, lytter vi naturligvis, men der er også brug for, at politikerne griber i egen barm.