Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kære muslimske kvinde – gør som Sara Omar og stå frem

»Sara Omar har ret i, at mange gemmer sig bag et berøringsangst multi-kulti-figenblad.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

#MeeToo har været årets nok stærkeste og væsentligste kampagne og bragt historier frem om overgreb og seksuelt magtmisbrug, som ikke skal forties. Men da dansk-kurdiske Sara Omar i denne uge romandebuterede med »Dødevaskeren«, gjorde hun os opmærksom på en overgrebskultur blandt muslimer, som vi må spørge os selv, om vi har taget tilstrækkeligt alvorligt. Sara Omar siger til Berlingske: »Det danske samfund er med til at undertrykke disse kvinder ved aldrig at lytte til dem. I taler hele tiden om ligestilling. I taler hele tiden om kvindekamp. Men hvem gælder det for? Det gælder for jer med skandinavisk baggrund.«

Har hun en pointe? Lad os kort se på de seneste måneders #MeToo-kampagne i Danmark. Her er det væltet frem med vidnesbyrd om en sexistisk kultur i filmselskabet Zentropa, med beretninger om de dubiøse friheder, som chefen, Peter Aalbæk, har taget sig, og kvinder har delt historier på især de sociale medier om sexchikane og nedværdigelse. Sara Omar har ret i, at det overvejende har handlet om hvide kvinders opgør med hvide mænd i diverse magtpositioner, og at danske feminister ikke ligefrem er kendt for at stå foran Grimhøjmoskeen og demonstrere. Man vil hellere demonstrere mod Trump og gå med pussyhat, ligesom mange feminister efter massevoldtægterne i Köln nytårsnat for et par år siden hellere ville tale om hvide mænds overgreb. Man skulle jo nødig blive kaldt racist.

Selv siger Sara Omar, at hendes roman er et kampskrift, og at hun vil råbe feminister, meningsdannere og politikere op for at få dem til at engagere sig i den uret, der dagligt begås mod muslimske piger og kvinder. Også herhjemme. Vi skal tale meget mere om genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber, incest, voldtægter, tæsk og om den patriarkalske voldskultur, der lever og har det alt for godt i parallelsamfundene.

Læs også: »Jeg ved godt, at jeg risikerer mit liv ved at udgive denne her bog«

Og ja, der bliver i forvejen talt om det. At påstå andet vil være at negligere det store arbejde, som Halime Oguz, Geeti Amiri, Elmas Berke, Ahmad Mahmoud, Yahya Hassan og flere andre har lagt kræfterne i de senere år. De har modigt og vedholdende berettet om forhold, som vedrører os alle, fordi vi er en del af det samme samfund og må insistere på, at frihedsrettighederne gælder for os alle.

Men Sara Omar har ret i, at mange gemmer sig bag et berøringsangst multi-kulti-figenblad. At mange er villige til at give afkald på vores forestillinger om ligestilling - af misforstået tolerance over for religiøse skikke og sædvaner. Debatten om niqab og burka er et godt eksempel. Mange er imod et forbud mod burka, fordi den, siger de, er et religiøst valg, og kvinderne må jo selv om, hvordan de ser ud. Man overser, at det er en påklædning dikteret af mænd, og som ikke har en pind med frihed at gøre, men tværtimod begrænser kvinders mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet og få en selvstændig tilværelse.

#MeToo-kampagnen har været værdifuld, men lad os tage den skridtet videre. Berlingske opfordrer flere muslimske kvinder til at tage bladet fra munden. Gør som Sara Omar og tag del i den vigtige #MeToo-kampagne. Del jeres vidnesbyrd og vær med til at bryde tavsheden og tabuerne.

Hvis noget skal forandres, er det vigtigt, at I står frem.