Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Je Suis Ahmed

Muslimske organisationer over hele Europa har på det skarpeste fordømt terrorangrebet på ugemagasinet Charlie Hebdo. I Frankrig benyttede mange imamer fredagsbønnen til utvetydigt at tage afstand fra attentatet, og i Danmark har f.eks. Dansk Muslimsk Union stemplet gerningsmændene som »ekstremistiske galninge«. Men ikke alle har ment, at muslimer har pligt til at fordømme terrorattentater, som de ingen som helst lod og del har i, bare fordi terroren er begået i islams navn.

I en pressemeddelelse skriver Islamisk Trossamfund, at det er helt uacceptabelt, at muslimer bliver afkrævet offentlig afstandtagen. For hvis de nægter, vil det blive udlagt som accept af terror, og hvis de indvilliger og fordømmer angrebet, vil de indirekte koble sig selv og islam til alverdens blodige ugerninger.

Der er ingen som helst tvivl om, at det har en gavnlig og beroligende effekt på den danske offentlighed, at muslimske organisationer lægger afstand til terrorangrebet. Det er ikke rigtigt, som Islamisk Trossamfund skriver, at muslimer, der tager afstand, uvægerligt kommer til at koble islam og terror.

For den kobling er allerede foretaget af terroristerne, som påberåbte sig profeten under attentatet på Charlie Hebdo. Det er jo netop derfor, der er behov for, at nogen højt og tydeligt siger, at islamisme ikke er det samme som islam.

Når det er sagt, har Islamisk Trossamfund principielt ret. Der påhviler ikke muslimer en særlig pligt til offentligt at undsige alverdens terrorangreb begået i islams navn. Muslimer har ikke særrettigheder i Danmark, der betyder, at bladtegnere lige præcis ikke må gøre grin med deres profet, og naturligvis har de heller ikke særpligter, der betyder, at man kan forlange, at de siger undskyld for noget, andre har gjort.

Danske katolikker har jo heller ikke alle sammen et forklaringsproblem med pædofili, eller danske mænd med undertrykkelse af kvinder. Hver borger skal vurderes på sine egne handlinger og ikke på andre borgeres rigtige eller forkerte forestillinger.

Derfor er det også problematisk, når danske politikere, som det er sket de seneste dage, utvetydigt kræver, at muslimer skal tage afstand. For initiativet må komme fra de muslimske organisationer selv. I samme øjeblik andre fremsætter det forlangende, ødelægger de det for de muslimske organisationer, som af egen drift ville have taget afstand: Nu kan nogen tro, at de føler sig presset til det og frygter repressalier og måske slet ikke mener det på bunden af deres hjerter.

I Vesten opererer vi ikke med kollektiv skyld, men går ud fra, at man er menneske, før man er noget som helst andet – herunder muslim. Virkeligheden viser, at den antagelse er sand. Muslimer er ikke mindre truet af muslimsk terror end kristne og sekulært sindede er det. I Irak og Syrien udrydder Islamisk Stat andre muslimer i islams navn, og det er ikke længere siden end december, at Taliban myrdede 132 børn på en skole i Pakistan.

Blandt de tolv dræbte under terrorangrebet på Charlie Hebdo var politimanden Ahmed Merabet. Det var ham, der lå på fortovet og værgede for sig. Hans familie har meddelt, at han får en muslimsk begravelse. Je suis Charlie Hebdo, siger vi. Men vi er også alle Ahmed Merabet.