Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ja tak til intelligent plan for udflytning af job

Nævnenes Hus og Civilstyrelsen ligger i Viborg som en del af regeringens udflytning af statslige arbejdspladser . Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Nogle ideer lyder rigtigt fine og ser godt ud på papiret. I mødet med virkeligheden opfylder de bare ikke målene. Regeringens nuværende og kommende plan for udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen kan ligne sådan en idé.

Af den oprindelige plan fra 2015 for udflytning af i alt 3.900 arbejdspladser er godt 2.500 nu gennemført. Nye tal fra Finansministeriet viser, at kun en fjerdedel af medarbejderne er flyttet med eller pendler til den nye placering. Det betyder på kort sigt en skræmmende åreladning af erfaring og kompetencer.

Det centrale politiske mål for udflytningen er fordeling af arbejdspladser og vækst over større dele af landet. Det er derfor alarmerende, når en stor del af landets førende økonomer advarer om, at udflytningen af arbejdspladser – som den udføres – slet ikke virker efter hensigten. Knap 60 procent af deltagerne i Berlingske Business Økonompanel mener således, at planen for udflytning af statslige arbejdspladser er en samfundsøkonomisk dårlig idé, mens kun 19 procent mener, at det er en god idé.

Ved åbningen af folketingsåret sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at udflytningen er en »succes«, og regeringen annoncerede en plan i december for udflytning af »flere tusinde« andre statslige arbejdspladser.

Tabet af kvalitet og effektivitet ved udflytningen er imidlertid for stort til, at det samlet set har den ønskede effekt, mener et flertal af økonomerne. Desuden er de politiske beslutninger præget af at være for kortsigtede og ustrukturerede. Det opleves simpelthen som spredt fægtning uden strategisk sammenhæng.

Økonomerne har respekt for de politiske ønsker om at udbrede følelsen af at være tættere på offentlige beslutninger til større dele af landet og ønsket om at fordele stillinger og indtægter bredere geografisk. Sagkundskaben kan bare ikke finde fagligt belæg for, at det i væsentligt omfang stimulerer den lokale økonomi. Der skal jo ikke kun være et arbejde til den offentligt ansatte, hvis job bliver flyttet. Der skal også være arbejde at finde til ægtefællen og et relevant udbud af uddannelser til børn og unge. Hele lokalsamfundet skal fungere og leve ved egen kraft, og det klares ikke med flytning af en enkelt styrelse eller to.

Derfor anbefales en mere prioriteret indsats, hvor man udpeger regionale centre, som har en chance for at blive økonomisk selvbærende med både offentlig og privat beskæftigelse. Et andet forslag lyder på at flytte nogle arbejdspladser fra Købehavns centrum til omegnskommunerne – herved bevares en højere andel af medarbejdernes kompetencer, og det kunne samtidig afhjælpe nogle af hovedstadens udfordringer med trængsel og overefterspørgsel efter boliger.

Det er næppe den endegyldige sandhed om fordeling af arbejdspladser. Der skal også være plads til politiske visioner for landsdelene. Beslutningerne kunne blot i højere grad funderes på erfaringer, som i hvert fald ikke understøtter den nuværende kurs.