Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ja tak til et slankere DR, men ikke til statsfjernsyn

»Et DR, der er på den årlige finanslov, kan hurtigt komme til at minde om tidligere tiders østeuropæisk stats-TV.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Man skal forestille sig, at regeringen og dens forligspartier sidder en sen nattetime i Finansministeriet og er nået til den paragraf på finansloven, som handler om DR. Skal de have flere eller færre penge næste år? Det ene parti bryder sig ikke om X Factor, et andet synes, at Clement Kjærsgaard afbryder alt for meget, og et tredje har lige været udsat for et kritisk dokumentarprogram om udnyttelse af EU-midler. Hvad gør de?

Læs også: DRs ledelse har glemt at lytte til de blå partier: Nu stirrer den ind i en barsk virkelighed

Sådan er det heldigvis ikke i dag. Danmarks uden sammenligning største medie – DR – er finansieret via licens, som opkræves hos næsten alle danskere. Det system med al dets bureaukrati og underlige kampagner om, at licens er »noget vi giver til hinanden«, betyder, at DR trods alt kan betegne sig som et uafhængigt medie. Og det er selve forudsætningen for at kunne levere public service og bevare troværdigheden hos alle dem, der ser på og lytter med. Et DR, der er på den årlige finanslov, kan hurtigt komme til at minde om tidligere tiders østeuropæisk stats-TV, og vil være alt for sårbar over for politiske strømninger og aktuelle formkurver.

Derfor er det et dårligt forslag, som Dansk Folkeparti onsdag stillede i Berlingske om at droppe licensen og i stedet finansiere DRs omkring fire milliarder kroner over skatten. Hver dag vil der kunne stilles spørgsmål ved uafhængigheden. Når Folketinget i 1987 afskaffede det gamle forkætrede Radiorådet af politisk udpegede smagsdommere, var det netop for at styrke armslængdeprincippet og afskærme DR fra utidig politisk indblanding. I dag fastlægges rammerne for DRs økonomi og forpligtelser i forhold til public service gennem flerårige forlig i Folketinget. Det er givetvis så tæt på uafhængighed, man kan komme i et statsligt ejet medie, hvor ejerne har masser af holdninger og et klart formål med at drive institutionen.

Læs også: DR får kritik for at ansætte tidligere mediedirektør: »Jeg synes, det lyder himmelråbende kritisabelt. Det er en overdådig løn«

Det vigtigste argument fra Kristian Thulesen Dahl og andre partier, som tidligere har foreslået at droppe licensen, er, at den har en social slagside, fordi alle – rig som fattig – betaler det samme beløb, mens det i skattesystemet er de bredeste skuldre, der bærer mest. Men sådan er det også med alt andet forbrug af medier. Hverken Berlingske, Netflix, Spotify eller andre har differentierede priser i forhold til kundernes indkomst. Tværtimod er licensbetalingen i dag med til at synliggøre, hvad det koster at drive en mastodont som DR og TV 2s regioner. At gøre finansieringen af DR til et middel for social omfordeling virker hverken særlig logisk eller konstruktivt.

Læs også: Politikere i hård kritik af DRs bestyrelse: »De gambler med DRs fremtid«

Derimod giver den anden del af Dansk Folkepartis udspil langt mere mening. Den handler om at beskære DRs budget med en fjerdedel. I forhold til resten af mediemarkedet er DR blevet for stort og dominerende og har bredt sig ud over alt for mange kanaler og platforme. Hver dag bedrives der masser af god public service i de privatfinansierede medier, og de seneste eksempler på hestetransport over Atlanten, ansættelse af en »mangfoldighedskonsulent« til over to millioner kroner om året og et generelt overforbrug har desværre vist, at der er noget galt med kulturen på ledelsesgangene i DR. Men løsningen kan ikke være at gøre DR skattefinansieret.