Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ja, der er økonomi i deleøkonomien

Erhvervsminister Brian Mikkelsen, skatteminister Karsten Lauritzen og transport-, bygnings og boligminister Ole Birk Olesen præsenterede 9 oktober regeringens Strategi for vækst gennem deleøkonomi. Her er det skatteminister Karsten Lauritzen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Der stod ikke færre end tre ministre, en fra hvert regeringsparti, bag mandagens pakke af initiativer, som skal give deleøkonomien bedre vilkår herhjemme – og ikke mindst langt om længe inkorporere den nye økonomi i den eksisterende til gavn for både forbrugere og udbydere. De 22 initiativer fra erhvervs-, skatte- og trafikministeren skal dels skabe klarhed over, hvordan nye forretningsmodeller kan spille sammen med det regulerede samfund, dels slippe den private foretagsomhed løs i lidt friere rammer.

Det er der meget godt at sige om. Men så er der i pakken to store undladelsessynder.

På den meget positive side anerkender regeringen med udspillet, at private boligejere bør have mulighed for at udleje deres egen bolig eller fritidsbolig og også tjene en skilling på det. Bundfradraget og lejeperioden bliver hævet til gengæld for, at udbyderne gennem store apps som Airbnb indbygger en mulighed for at indberette indtjeningen direkte til Skat.

På samme tid anerkendes altså den personlige råderet over et privat aktiv, uden at det nødvendigvis skal opfattes som en erhvervsmæssig udlejning, og der oprettes en infrastruktur og et samarbejde mellem det offentlige og de private udbydere. Indtægterne kan trækkes ud af gråzonerne, hvor de enten er ulovlige efter traditionelle regler eller unddrages skat, fordi det er for nemt at undlade at indberette dem. Oveni disse konkrete initiativer vil man forbedre det offentliges service og kommunikationen om deleøkonomi, og der arbejdes på bedre afklaring af begreber som erhvervsdrivende og forbruger på nye områder. I nogle brancher er der wild west-tilstande, og en vis regulering skal naturligvis til, så længe det ikke bremser al udvikling.

De to store synder i kataloget af forslag er til gengæld til at få øje på. »Drøftelse af deleøkonomiens betydning for arbejdsmarkedet i Disruptionrådet« hedder det i et af punkterne. Det dækker over, at der ikke – endnu i hvert fald – bliver taget fat om den brandvarme kartoffel om, hvorvidt dele- og platformsøkonomi må ruske op i hævdvundne strukturer.

Hvornår er man en privat person, som blot udnytter sin ejendomsret over en privat bolig eller en privat bil, og hvornår bliver man en professionel erhvervsdrivende? Hvor meget skal man have i mindsteløn for at udbyde en service – må man for eksempel underbyde overenskomster eller transportere passagerer uden taxameter i bilen?

Den anden undladelse er lige præcis inden for transport. Med den liberaliserede taxalov fra foråret blev døren nærmere smækket i for nye tjenester, end den blev åbnet på klem, selv om det blev forsøgt solgt sådan af liberale politikere. Det sår bliver der med de 22 initiativer for udbredelse af deleøkonomi ikke rippet op i. Snarere er der tale om et meget beskedent plaster, når private skattefrit må udleje deres bil for 5.000 kroner om året.

Regeringen anerkender altså, at der også er økonomi i deleøkonomi, og forsøger at regulere det på en moderne facon – men kun inden for de mindst »farlige« områder.