Israel lider som alle andre lande under finanskrisen. Valget er udskrevet, fordi det har været vanskeligt at finde en samlet plan om at vende økonomien. Men som alle andre israelske valg er der også andet på spil. Fredsprocessen er bare en del af det, selv om den bliver mindre og mindre synlig for hver dag, der går.

Netanyahu har været en usædvanlig dygtig politiker, når det drejer sig om at skabe tavshed om bosættelsespolitikken, muren rundt om Vestbredden og fredsprocessens manglende fremskridt. Man hører ikke meget til fredsforhandlingerne med palæstinenserne – med god grund. De eksisterer nemlig ikke. Det er selvfølgelig ikke kun israelernes skyld. Palæstinenserne bærer en stor del af ansvaret for de kuldsejlede forhandlinger, hvis ikke hovedansvaret.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har opgivet protesterne mod bosættelserne, der fortsætter med ulovligt at blive udbygget. Og selve fredsprocessen kommer næppe ud af stedet, før enten Obama er genvalgt, eller Mitt Romney overtager Det Hvide Hus. Som verden ser ud lige nu med et uløst arabisk forår, syrisk borgerkrig og iranske provokationer i form af atomanlæg og manglende inspektion af samme, er der heller ikke tegn på, at der sker noget som helst på disse fronter.

Det er kedeligt. Selv om der ikke er nogen former for diskussion af fredsprocessen, forsvinder problemerne ikke. Palæstinenserne er der stadig, splittet og uden lederskab. Men ingen har i øjeblikket interesse i at rejse problemerne, så længe så mange andre uløste problemer eksisterer i den arabiske verden og i Iran.

Israel har ret til sikre grænser, og den israelske befolkning skal støttes på alle måder, fordi Israel er omgivet af fjender. Men netop fordi det arabiske forår er inde i en eksplosiv fase både i Egypten og i Syrien, er det påkrævet, at man ikke til stadighed har et hængeparti i form af en fredsproces, der ikke kommer ud af stedet. Det er bestemt ikke alene Israels skyld. Palæstinenserne ligger på mange områder, som de selv har redt. Men man kan sende et håb om, at valgkampen og Netanyahus anden periode vil give anledning til en smule eftertænksomhed, når det drejer sig om bosættelserne.

Det amerikanske præsidentvalg sætter også en naturlig stopper for alle forhandlinger i Mellemøsten, fordi en præsident har nok at gøre med at føre valgkamp i det år, den varer. Men en »ny« præsident sætter sig i Det Hvide Hus i januar på næsten samme tid, som den »nye« israelske regering begynder arbejdet i Knesset. Der må man så håbe, at disse to valg kan give anledning til en ny omgang forhandlinger, og at palæstinenserne for én gangs skyld også tager sig sammen til at gå til forhandlingerne uden for mange nye forbehold. For Mellemøsten behøver ikke flere uløste problemer. Det er på tide, at man finder en varig løsning for palæstinenserne. Men initiativet skal komme fra parterne selv. USA og EU kan ikke hjælpe, hvis ingen vil hjælpes.