Islamistisk terror skal bekæmpes både kraftigt og præcist

De aktuelle terrorsigtelser minder os om, at truslen fra islamistisk terror også herhjemme er stor og reel. Det nødvendiggør både et kraftigt modsvar og is i maven.

 

Efter en stor landsdækkende politiaktion, hvor 20 personer blev anholdt, er seks mænd og to kvinder nu blevet fremstillet i grundlovsforhør. De er alle sigtet efter den mest alvorlige terrorbestemmelse i straffeloven, som kan give fængsel på livstid. Politiet mistænker dem for at have været i færd med at planlægge et terrorangreb med islamistisk motiv, blandt andet ved at fremstille sprængstoffer og forsøge at skaffe skydevåben.

I den seneste tid har vi talt meget om truslen fra højreekstremisme – med rette, for det er en både tung og aktuel trussel, som skal tages dybt alvorligt. Men potentielle islamistiske terrorister går også rundt iblandt os, og de aktuelle terrorsigtelser minder os om denne fare.

Islamismen går imod alt, hvad vi står for som et moderne, frit retssamfund. Vi må og skal stå fast på vores vestlige værdier, og kampen står på mange forskellige niveauer i samfundet. Politi og efterretningstjenester spiller naturligvis en hovedrolle, men også i civilsamfundet er det afgørende at kæmpe imod: I skoler, fritidsklubber, boligforeninger og sportsforeninger må vi være årvågne, ligesom moderate muslimer i moskeer og andre dele af indvandrermiljøerne må være kritiske og agtpågivende. Islamisk ekstremisme rammer dem lige så hårdt, som det rammer det resterende samfund.

Over for islamister virker hverken dialog eller tolerance. Det er vitterligt dem mod os.

Terrorsigtelserne falder tidsmæssigt sammen med regeringens trygheds- og sikkerhedspakke, som blev sendt i høring onsdag. Det har fået justitsminister Nick Hækkerup til at kæde de to ting indholdsmæssigt sammen, hvilket er blevet kaldt smagløst.

Det er muligt, men langt vigtigere er det, at det er misvisende: Med trygheds- og sikkerhedspakken tager Danmark endnu et skridt ad masseovervågningens vej, mens politiets og efterretningstjenesternes specifikke overvågning af de mistænkte og af radikaliserede miljøer i det hele taget er noget helt andet.

Den massive kritik, som trygheds- og sikkerhedspakken er blevet udsat for af både eksperter og politiske modstandere, handler netop om masseovervågningen, om datasikkerhed, om den manglende proportionalitet, om at vi alle sammen risikerer at blive set over skulderen – ikke om den specifikke overvågning. Dén er der ingen, der har noget imod, og derfor er det under lavmålet, når Nick Hækkerup og ligesindede forsøger at bruge terrorsigtelserne til at punktere den fuldt berettigede kritik af regeringens ønsker om øget masseovervågning.

 

Netop justitsministeren gjorde sig i sidste uge bemærket med et bizart forsvar for overvågning: Fra Folketingets talerstol argumenterede ministeren for, at øget overvågning giver øget frihed, for »uden tryghed, ingen frihed«. I stedet for at anerkende den åbenlyse afvejning mellem frihed og overvågning, forsøgte han altså at gøre overvågning til en betingelse for frihed.

Der er ingen tvivl om, at islamistisk terror – og terror i det hele taget – kræver et kraftigt modsvar. Det giver vi også: Politi og efterretningstjenester har gennem de seneste år løbende og i stort omfang fået tilført både flere midler og beføjelser. Men terrortruslen kræver også is i maven: Terroristerne skal ikke have held med at gøre vores frie samfund mindre frit – og det får de, også selvom det er vores egen regering, der svinger øksen over borgerens frihed.

AMALIE LYHNE