Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ingen har brug for Boris Johnson som premierminister

At en populist, der har gjort karriere på at lyve, nu skal stå i spidsen for det britiske demokrati, er det sidste, verdens liberale demokratier har brug for.

Johnson har altid været dygtig til at gøre og mene det, der skulle til for at blive populær, og siden han kom til Bruxelles som korrespondent for avisen The Telegraph i 1989, har han udbredt yderst tvivlsomme - og ofte direkte løgnagtige - historier om EU. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIKLAS HALLE'N

Det kom ikke som en overraskelse for nogen, at Boris Johnson tirsdag vandt det konservative formandsopgør og dermed er Storbritanniens næste premierminister.

Johnson lå gennem hele opgøret så langt i spidsen, at der reelt aldrig var tvivl om udfaldet, heller ikke da mindre heldige dele af hans farverige privatliv blev udbasuneret på forsiderne af britiske aviser.

Men hvis man træder et skridt eller to tilbage og ser mennesket Boris Johnson lidt på afstand, burde det faktisk være utænkeligt, at han nogensinde skulle kunne kalde Downing Street nr. 10 for sit hjem.

»»EU vil have en superstat, ligesom Hitler ville.« Sådan sagde manden, der nu er Storbritanniens premierminister, i 2016, kort inden Brexit-afstemningen.«


Johnson har altid været dygtig til at gøre og mene det, der skulle til for at blive populær, og siden han kom til Bruxelles som korrespondent for avisen The Telegraph i 1989, har han udbredt yderst tvivlsomme - og ofte direkte løgnagtige - historier om EU, der var vand på mange EU-skeptiske briters mølle. At historien så ikke passede, betød ikke så meget, for den kunne lige så godt have været sand, synes holdningen at være, hvis Johnson blev taget i usandheder. For øvrigt var han forinden blevet fyret fra The Times, fordi han havde opfundet et citat.

Under Brexit-afstemningen sang Johnson gang på gang med på fortællingen om, at Storbritannien hver uge sender 350 mio. pund til EU, og tænk bare, hvad man kunne bruge alle de rare penge til hjemme, når de ikke skulle til det teknokratiske mareridt i Bruxelles! Tallet er gentagne gange blevet afvist af bl.a. den britiske statistikmyndighed, hvilket ikke har forhindret Johnson i at gentage det siden.

»EU vil have en superstat, ligesom Hitler ville.« Sådan sagde manden, der nu er Storbritanniens premierminister, i 2016, kort inden Brexit-afstemningen. At de britiske konservative ikke har valgt en mere værdig formand, er afslørende om den sørgelige tilstand, partiet befinder sig i, hvor bl.a. Johnson holder fast i, at 1) man kan forhandle sig frem til en bedre aftale med Bruxelles end forgængeren Theresa May gjorde, og 2) at man er helt og holdent klar til at tage et no deal-Brexit, hvis ikke man opnår et tilfredsstillende resultat.

Det første er ren fantasi. Bruxelles har ingen grund til at give Storbritannien flere indrømmelser efter flere års forhandlinger, hvor briternes politikere og forhandlere har udvist total mangel på professionalisme og realitetssans.

Det andet vil være ulykkeligt for briterne, da no deal vil have alvorlige konsekvenser og vil få det kaos, der præger Storbritannien i disse år, til at blegne i sammenligning.

Selv om nogle - typisk ældre - briter ikke betragter sig som en del af Europa, er det lykkeligste scenario for Storbritannien såvel som de resterende 27 EU-lande, at Boris Johnsons tid i Downing Street bliver kort, og at hans efterfølger forstår, at et fortsat tæt forhold mellem Storbritannien og kontinentet bør være i alles interesse. Og at vedkommende er bedre end sin forgænger til at skelne mellem sandhed og populistiske løgne, der kun tjener egne ambitioner. At Johnson er blevet premierminister, er en skændsel for britisk politik, forfærdeligt for Europa og trist for verdens liberale demokratier.

KARL KÜHLMANN SELLIKEN