Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Indgreb mod kviklån skal ske med omtanke

Kviklån er ikke kun af det onde, de kan også tjene fornuftige formål. Derfor bør yderligere regulering ske med omtanke. Offentlig regulering kan gøre mere skade end gavn på grund af utilsigtede bivirkninger.

Der er næppe tvivl om, at nogle mennesker kommer i uføre og bliver fanget i uoverskuelig gæld, når de optager kviklån. Der er modsat heller ikke tvivl om, at kviklån opfylder en nyttig funktion for andre mennesker, ellers ville der ikke være et marked for dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

Forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier lover, at regeringen »Igangsætter et opgør med de kviklån, som fanger mennesker i uoverskuelig gæld«. SF presser på for at få indført et renteloft og begrænsninger af reklamer på TV.

Problemet er ikke nyt. VLAK-regeringen bebudede i maj 2018 i sin forbrugerpolitiske strategi nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skulle undersøge mulighederne for bedre forbrugerbeskyttelse i forbindelse med kviklån, og et skærpet tilsyn med kviklånsbranchen. Daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov meddelte i marts, at arbejdsgruppen var ved at færdiggøre sit arbejde.

Der er næppe tvivl om, at nogle mennesker kommer i uføre og bliver fanget i uoverskuelig gæld, når de optager kviklån. Der er modsat heller ikke tvivl om, at kviklån opfylder en nyttig funktion for andre mennesker, ellers ville der ikke være et marked for dem. Hvis kviklånene ikke fandtes, ville nogle af kunderne blive drevet ud i et sort marked, som kunne være mere uhyrligt både, hvad angår omkostninger og inddrivelsesmetoder.

Derfor skal man tænke sig godt om, før man yderligere regulerer markedet for kviklån. Offentlig regulering baseret på den bedste mening risikerer at gøre mere skade end gavn på grund af utilsigtede bivirkninger. Det kan være svært helt at forhindre mennesker i at opføre sig økonomisk dumt og uansvarligt. Derfor bør politikerne afvente færdiggørelsen af arbejdsgruppens rapport, før de handler.  En undersøgelse fra marts i år foretaget af Forbrugerombudsmanden bør også inddrages.

Loft over låneomkostningerne, regulering af markedsføringen og krav om en mere individualiseret kreditvurdering er blandt forslagene til ny eller strengere regulering. Låneomkostninger målt ved ÅOP (årlig omkostning i procent) virker i nogle tilfælde helt uhyrlige, der er ÅOP eksempler på op imod 1.000. Her skal man dog huske på, at der typisk er tale om meget små lån, ifølge forbrugerombudsmandens rapport er 45 pct. af lånene på højst 3.000 kr. Der er en minimumsomkostning ved at bevilge og administrere selv de mindste lån, det kan for meget små lån give en høj ÅOP. Prislofter fastsat af myndighederne er problematiske, fordi de åbner for et sort marked, og fordi de er vanskelige at håndhæve. Et prisloft skal ikke sættes for lavt. Finans Danmark har foreslået et ÅOP-loft på 50, det skal næppe være lavere.

Forbrugerombudsmandens undersøgelse fokuserer på markedsføring og kreditvurdering. Markedsføringen skal være fair og gennemskuelig ikke mindst, hvad omkostningerne angår. Det lever ikke alle virksomheder i branchen op til. Forbrugerombudsmanden kritiserer virksomhederne for ikke i tilstrækkelig grad at individualisere kreditvurderingerne. Virksomhederne har en interesse i at gøre kreditvurderingerne så præcise som muligt, der er ikke meget forretning i at låne penge ud til kunder, der ikke kan betale tilbage. Lånenes beskedne størrelse, og at en vigtig pointe med kviklån er, at de bevilges i en fart, sætter dog grænser for grundigheden af kreditvurderingen. Her kan et forslag være, at virksomhederne får adgang til data, om kunden har optaget kviklån andre steder. Det har de ikke i dag.

Yderligere regulering af kviklån skal ske med omtanke. Kviklånene tjener også et fornuftigt formål. Forbrugerombudsmanden og arbejdsgruppen kan danne grundlag for den politiske aktivisme.

OLE P. KRISTENSEN