Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ikke at stille krav har været et historisk svigt

Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Når man tænker på det, kan man ikke konstatere andet, end at det har været et gigantisk svigt, at flygtninge og indvandrere i mange år ikke er blevet erklæret egnet til at få et job. I årtier har de kommunale sagsbehandlere pr. automatik konstateret, at når man ikke taler dansk, er man ikke jobparat, og derfor kun egnet til at modtage en check hver måned i forsørgelse plus diverse kurser og aktiveringstilbud. Det har været et svigt, som har ramt samfundet, der har skullet forsørge de ledige indvandrere, men ikke mindst et svigt over for den enkelte, som på grund af den misforståede omsorg er sendt længere og længere ud i invaliderende langtidsledighed.

Det ved vi nu. Fordi kommunerne det seneste halvandet år er gået fra kun at erklære nogle få procent af de nyankomne flygtninge og familiesammenførte for jobparate til i dag over 90 procent. Og den mere håndfaste tilgang har betydet, at knap en tredjedel af de nyankomne flygtninge og familiesammenførte er kommet i ordinært arbejde inden for tre år. Regeringens mål om, at 50 procent efter tre år skal være i job i 2020, ser endda ud til – mod alle spådomme – at være inden for rækkevidde.

Med til succeshistorien hører naturligvis, at den stigende beskæftigelse har gjort det nemmere at finde virksomheder, som vil ansætte flygtninge, og at den lave integrationsydelse fra 2016 gælder for alle, der har været i Danmark i mindre end syv år. Det har gjort det mere økonomisk attraktivt at finde et job. Men den ændrede tilgang i jobcentrene har været helt afgørende. Og set i bakspejlet er det svært at fatte, at man ikke har gjort det noget før.

Hvis ikke man stiller krav, og i stedet behandler mennesker som klienter, som det er synd for og skal hjælpes, så bliver de derefter. Historien om flygtninge, der nu kommer i job i stort tal, er både historien om en historisk fejltagelse, og et svigt, som har kostet samfundet milliarder. Men det er også historien om, hvordan man bør møde mennesker i det offentlige system. Uanset om det er elever i skolen, unge på universitet, syge, der skal genoptrænes, eller flygtninge, som skal i job, så bør de mødes med krav og forventninger og en tro på, at de selvfølgelig kan klare det. I alt for mange år er ledige blevet gjort til klienter og pakket ind i vat med det resultat, at det er blevet endnu sværere for dem at komme videre af egen drift.

Erfaringerne fra flygtningene bør derfor hurtigst muligt overføres på andre grupper, som i dag ikke er i arbejde. Den økonomiske fremgang med begyndende mangel på arbejdskraft, som vi oplever for tiden, er en enestående chance for at gøre langt flere i stand til at forsørge sig selv. Men det kræver, at det offentlige system er gearet til det.

Når man har fået flere af dem, der i dag er på dagpenge og kontanthjælp, i job, kan man passende tage fat på andre grupper. At unge under 30, som ikke har en kompetencegivende uddannelse, i dag ikke kan erklæres jobparate, fordi man har besluttet, at de skal tvinges i uddannelse, er et eksempel på beslutninger, der har haft en skadelig virkning. Det er både for den enkelte og for samfundet en gevinst at gøre alt, hvad man kan, for at få folk i job.