Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

I skole igen!

Foto: Steffen Ortmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kunne næsten høre et lettelsens suk brede sig over det ganske land, da det tidligt i går stod klart, at et indgreb mod lockouten af skolelærerne var på vej.

Fra på mandag kan landets elever endelig komme tilbage i skole og en nogenlunde normal hverdag genetableres – også for de ældste elever, hvis afgangsprøver efterhånden var alvorligt truet af konflikten. Denne del af nyheden om regeringsindgrebet er det svært at finde nogen, der ikke glæder sig over. Børn, lærere, forældre, skoleledere, politikere. Alle kunne se, at en fortsat fastlåst konflikt var uholdbar. Til gengæld tegner der sig vidt forskellige holdninger til indgrebets indhold.

At det henover bededagsferien bliver vedtaget, er der næppe tvivl om – der er allerede flertal for det. Og godt det samme. For det er et fornuftigt indgreb, som samtidig tager hensyn til nogle af de bekymringer, Danmarks Lærerforening under forhandlingerne med KL har rejst i forhold til lærernes arbejdstilrettelæggelse. Det hører man forudsigeligt nok hverken en Anders Bondo Christensen eller de fleste af hans lockoutede medlemmer anerkende i den tilspidsede situation, som forhandlingerne har afstedkommet.

Men det er ikke desto mindre et faktum. For nok er det KLs hovedkrav om, at skolelederne får retten til at lede og fordele arbejdet og dermed også definere, hvordan lærernes arbejdstid skal fordeles, som overordnet set er imødekommet. Men samtidig har regeringen forsynet indgrebet med nogle arbejdstidsrammer, som skolernes ledelser altså må indordne sig. Rammer som sikrer, at lærere ikke presses unødigt i forhold til det, nogle har kaldt »det grænseløse arbejde«. Skolelederne kan ikke disponere fuldstændig frit. Det var en del af det modforslag, lærerforeningen selv havde rejst under forhandlingerne.

Når røgen har lagt sig, bør Bondo & co. anerkende, at man her har fået et væsentligt element med i indgrebet. At man så samtidig fortsat må leve med en årsnorm med længere, men til gengæld færre arbejdsuger, og at de særlige regler for øget fritid til lærere over 60 år nu udfases, er egentlig ikke urimeligt. Til gengæld får lærerne en mærkbar lønforhøjelse og sikkerhed for, at pengene ikke tages fra andre offentligt ansatte.

Samlet set bør det ikke være et indgreb, som er uspiseligt, selv om kun få lærere nok vil anerkende det i de kommende dage. På mandag kan de møde på arbejde igen. Her vil de møde elever, som i stigende grad har savnet dem, savnet skolen og kammeraterne, savnet det at lære noget hver dag af dygtige, engagerende lærere, som hver især kan gøre en vigtig forskel i børns liv. Det er en rolle i samfundet, som næppe kan overvurderes – men som af og til har været undervurderet.

Opgaven nu er at genskabe den gejst, en arbejdskonflikt med lockout næsten uundgåeligt risikerer at dæmpe, og sikre at indgrebet bliver en del af fundamentet for en endnu bedre folkeskole i Danmark, som den kommende skolereform skal sikre. Det er der brug for - hvilket vist både lærere, elever og forældre langt hen ad vejen er enige om.

Til sidst et par ord om den danske model. Nogle har fremført, at konflikten her skulle være en falliterklæring for den unikke aftalemodel. Og naturligvis afstedkommer så fastlåst en situation spekulationer om dens holdbarhed. Men den har før overlevet hårde konflikter. Den har før overlevet upopulære regeringsindgreb. Det vil også ske denne gang, selv om de forløbne fire uger bestemt ikke har været de smukkeste i den danske models 114-årige levetid.