Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hykleriet i Middelhavet

Læs mere
Fold sammen

I år er antallet af immigranter fra Nordafrika, der drukner i synkefærdige både på vej over Middelhavet mod Europa, voldsomt forøget målt i forhold til samme periode sidste år. På TV kan man se billeder af dem, der samles op undervejs, udmattede og traumatiserede. Tanken om dem, der drukner, senest måske ufattelige syv hundrede mennesker, er knusende tung.

Tragedierne i Middelhavet dækker over et af Europas største dilemmaer og også over et gigantisk hykleri, som medierne desværre ikke udstiller efter fortjeneste. Dilemmaet er følgende: I Afrika vokser befolkningen stærkere end på noget andet kontinent. Hundredtusinder af unge mænd, en del af dem med familie, søger i hastigt voksende antal mod Europa i forvisning om at finde job og en bedre fremtid. Sidste år kom næsten 300.000 immigranter illegalt til Europa, heraf flere end 200.000 via Middelhavet. En halv million afrikanere menes lige nu at stå klar til at sætte sig i bådene i Nordafrika, ikke mindst i det krigskaotiske Libyen. Antallet af indvandrere fra Afrika synes at stige eksplosivt, og i takt med, at antallet af druknede i Middelhavet stiger, vrider både politikere og nødhjælpsorganisationernes talsmænd hænder og erklærer, at ingen bådflygtninge skal drukne i Middelhavet.

Virkeligheden er, at EU har reduceret sin deltagelse i overvågningen og redningen af immigranterne på havet. Men ingen, der kritiserer EUs begrænsede indsats i Middelhavet, har peget på alternativer. Hvis man virkelig effektivt vil sikre, at ingen drukner, må man tilbyde sikre færge- eller flyoverfarter, hvilket selvsagt er det samme som at åbne ladeporten for indvandring.

Denne sikre løsning med EU-færger og fly er der imidlertid ingen, der foreslår. Ingen ønsker fremvæksten af illegale parallelsamfund bestående af yderligere mange millioner uuddannede og fattige mennesker i Europas storbyer. Ingen politiker kunne vælges på det forslag. I stedet har EU valgt en kynisk strategi: Man håber, at strømmen kan bremses, når det går op for immigranterne, at flere risikerer at drukne. Vi har således endnu til gode at se EUs ledende politikere protestere mod nedtrapningen af EUs tilstedeværelse i Middelhavet.

»EU vil blive ansvarlig for de døde,« lød det anklagende fra Amnesty International forleden. Sådan kan man hurtigt placere skylden. Men Amnesty og de øvrige, der anklager EU uden selv at have realistiske løsninger, har ikke ret i, at ansvaret for immigranterne er hos EU. EU er først og fremmest ansvarlig for egne borgere. De ansvarlige for at sætte sig op i bådene er dem, der betaler menneskesmuglere for at bringe sig illegalt til Europa. Europa har derimod ansvaret for at reagere på det problem, som masseindvandringen repræsenterer. Den mest effektive metode til at bremse strømmen er at tilbagesende immigranterne. De, man redder fra havet, skal indkvarteres, mens muligheden for asyl undersøges. De, der får afslag, fordi de ikke er konventionsflygtninge, skal sendes tilbage til hjemlandene. Vil de ansvarlige ikke det, og tillader man immigranterne at søge ud i Europa, er man ansvarlig for, at strømmen fra Afrika vedbliver at vokse. Og at flere drukner.