Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hvorfor tager ingen ansvaret for at sende dem hjem?

»Man bliver nødt til konsekvent at prioritere hjemsendelsen af afviste asylansøgere meget højt i hele EU.«

Arkivfoto. Teltlejr i Thisted Kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

At det for en gruppe nordafrikanske unge mænd er mere attraktivt at leve et kriminelt nomadeliv i Europas storbyer, end at vende tilbage til, hvor de kommer fra, er måske til nød til at forstå. Men at de, som beskrevet i Berlingske, kan få lov til i årevis at rejse fra land til land og leve af prostitution, tyveri, salg af stoffer og røverier, uden at nogen tager fat om dem og sender dem retur, er helt uforståeligt.

De omrejsende unge fra blandt andet Marokko, Libyen og Algeriet er ikke i nærheden af at kunne få asyl i Europa, de lever ofte et barskt og voldeligt liv på gaden, og ingen myndighed evner åbenbart at få fat om dem, før de har modtaget deres afslag på asyl, eller er rejst videre til næste land. Derfor sætter de unge nordafrikanere i dag deres utrygge præg på ikke bare København, men en stribe europæiske storbyer.

Det første problem består i, at de unge overhovedet er kommet ind i Europa, fordi EU i alt for mange år ikke har været i stand til at håndtere flygtninge og afvise migranter, der søger en bedre tilværelse i Europa.

Den elendige kontrol med EUs ydre grænser er en af de største skandaler i Unionens historie og kommer til at sætte sit præg og skubbe på de opløsningstendenser, der desværre præger samarbejdet, i mange år frem. Når EU ikke er i stand til at sikre de ydre grænser, kan man ikke fortænke landene i at opsætte deres egne midlertidige værn. Det er dog værd at lægge mærke til, at selv den skærpede grænsekontrol, som en række lande har indført i EU, ikke har kunnet hindre de unge nomader i at bevæge sig illegalt rundt mellem landene.

Dernæst må man spørge sig selv, hvorfor man land efter land, myndighed for myndighed tilsyneladende fuldstændig fralægger sig ansvaret. De unge nordafrikanere er tilsyneladende havnet i et ingenmandsland, hvor ingen tager det på sig og holder dem fast, sørger for at afgøre deres sag om asyl og sender dem retur til deres hjemland.

Hvis der er juridiske problemer med at frihedsberøve dem, indtil de kan sendes hjem, må man se at få det løst. Hvis der er problemer med at sende dem retur til de nordafrikanske lande, må man også se at få det løst. Om nødvendigt ved at vride armen rundt, skære i bistandshjælpen og true med sanktioner over for de regeringer, der ikke vil tage imod sine egne borgere.'

Når grupper af unge uden opholdstilladelse på den måde får lov til at sprede utryghed og frygt med deres kriminalitet i de københavnske gader og andre steder, er det dybt skadeligt for alle andre. Den mangel på konsekvens og forsøg på at skubbe ansvaret fra sig, der tilsyneladende præger mange europæiske lande, er med til at gøre det langt sværere at vinde accept for et asylsystem, der er indrettet på at hjælpe og yde beskyttelse til flygtninge fra krig og forfølgelse.

Derfor bliver man nødt til konsekvent at prioritere hjemsendelsen af afviste asylansøgere meget højt i hele EU. Det handler ikke kun om at undgå kriminalitet og etableringen af en underverden uden for al kontrol. Det er vigtigt nok. Men hvis man bare lader stå til over for disse grupper, bliver det endnu sværere at bevare legitimiteten og opbakningen til, at der er systemer, som rent faktisk fungerer.