Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hvilken vej, statsminister?

Det er en god statsministeriel dyd at appellere til optimismen. Når det går godt – men også når det ser sortest ud.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Poul Schlüter sagde, at »det går ufatteligt godt«, men det gjorde det også dengang. I modsætning til ved årsskiftet 2012/13, hvor Helle Thorning-Schmidt er regeringschef i et land uden økonomisk vækst, med røde tal på statsfinanserne, svagt stigende ledighed og almindelig tristesse og manglende udsigt til nogen bedring lige om hjørnet. I sådan en situation er det ikke nogen skade til at appellere til det bedste i folk, som statsministeren gjorde det i aftes i sin nytårstale. Til at der kæmpes. At de unge uddanner sig. At man udviser løntilbageholdenhed, men alligevel giver den en skalle. At man ser mulighederne midt i forandringerne, at man bruger krisen til noget. Det tema løb som en rød tråd gennem nytårstalen, og det var velvalgt, for den økonomiske krise er også psykologisk. Det var en klar krisetale, men den føltes ikke tyngende. Selv de sociale medier og unges brug af ny teknologi fandt statsministeren noget positivt i modsat dronningens let advarende ord i sin tale dagen før. Og det er jo rigtigt: Vi må fremad.

Men mod hvad? Det er fortsat statsminister Helle Thorning-Schmidts afgørende svaghed. At hun i så ringe grad er i stand til at formulere et politisk mål, en troværdig vision for sit lederskab af Danmark i disse tider. Rent ud sagt var nytårstalen, som tilfældet har været med andre af Thornings taler før denne, blottet for reelt politisk indhold. Frihed, lighed og tryghed fik hun sagt et sted, men et stærkt og markant politisk lederskab kræver, at man kan formulere andet end godt brugte fraser. Politik er konkret. Det mest konkrete i talen handlede om uddannelse, om det ønske at flere unge uddanner sig mere. Men flere uddannede er i virkeligheden ikke et politisk mål for et samfund. Det er et middel.

Helle Thorning-Schmidt definerede i sin nytårstale ikke upræcist de udfordringer, også i forhold til den globale konkurrencedygtighed, et land som Danmark står over for. Eller midt i. Men hvordan skal vi klare dem og overvinde dem? Nogle ville eksempelvis mene, at vi er nødt til at sænke skatterne til et niveau, der kan sammenlignes med skatten i nogle af de nye vækstøkonomier, for at kunne matche dem i konkurrencedygtighed. S-SF-R-regeringen har omvendt haft mest travlt med at sætte talrige afgifter op til skade for erhvervslivet. Statsministeren nævnte kun perifert skattespørgsmålet i sin tale bl.a. med en henvisning til skattereformen, der får virkning nu fra januar, og som vil give mange lønmodtagere en skattelettelse. Medmindre de er husejere, naturligvis, for hvem det meste hurtigt ædes op i stigende grundskyld … Men skatten er såmænd kun et eksempel: Man sidder tilbage uden nogen særlig fornemmelse for, hvad det er for et fremtidigt samfund, landets politiske leder kæmper for.

»Jeg ville ønske, at jeg her i aften kunne komme med en snuptagsløsning«, der ville kunne forbedre konkurrenceevnen, skabe nye arbejdspladser og mere velfærd, sagde Thorning. Det forventer ingen nu af hende. En politisk retning ville række. Den kom heller ikke i aftes i en ellers ikke uklog tale, der blot forekom at være leveret af en varsom krise-administrator. Ikke af en politisk fakkelbærer i en lidt mørk tid.