Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hvem får regningen for den røde frokost?

»Meningsmålinger tyder på, at vælgerne har taget Mette Frederiksen til sig. Hun har allerede vist sig som en stærk partiformand. Er der mukken internt i S, så foregår de for tiden lavmælt. Anderledes forholder det sig med samarbejdet udadtil.«

Foto: Nikolai Linares

Ingen siger vel nej til en god frokost. Men, som en klassisk vending lyder: Der findes ikke sådan noget som en gratis frokost. Hvem der i sidste ende kommer til at sidde med regningen i form af politiske indrømmelser og skuffede ambitioner for den komsammen, som tirsdag fandt sted blandt oppositionens partier, er stadig uvist. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, var vært, stemningen var, så vidt det kan erfares, fordragelig, men en egentlig forbrødring i rød blok er der intet, der tyder på.

Det var første gang i 15 måneder, at partilederne af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, de Radikale, Enhedslisten og Alternativet sad i samme lokale. Heraf må man udlede, at omgangstonen i rød blok i den forløbne tid ikke just har været familiær. Politiske kommentatorer skriver flittigt underholdende artikler om, hvor stemningen p.t. er mest kaotisk – i højre side af folketingssalen eller i venstre side? Det kan være svært at afgøre. Blev der udskrevet folketingsvalg i morgen, har vælgerne to muligheder: En blå blok, hvor de tre regeringspartier har åbenlyse vanskeligheder med at få de borgerligt-liberale ambitioner til at gå i opfyldelse. Og en rød blok, hvor de fem partiers politik stritter i fem forskellige retninger.

Men man skal ikke af den grund afvise Mette Frederiksens muligheder. Politik handler om – ja, politik og substans. Men det handler i høj grad også om tillid. Hvem vil man gerne se indtage statsministerkontoret?

Meningsmålinger tyder på, at vælgerne har taget Mette Frederiksen til sig. Hun har allerede vist sig som en stærk partiformand. Er der mukken internt i S, så foregår de for tiden lavmælt. Med et nyt partiprogram i hånden synes der at være opbakning til hende i rækkerne. Anderledes forholder det sig med samarbejdet udadtil. Nok peger de andre oppositionspartier, mere eller mindre overbevisende, på Frederiksen. Men skal hun udarbejde et dueligt regeringsgrundlag, skal det spænde fra de Radikales liberalt orienterede økonomiske politik til Enhedslistens revolutionstanker og Alternativets i luften frit svævende teorier. God fornøjelse, siger vi bare.

Men det afgørende spørgsmål, som endnu en gang kan komme til at bestemme udfaldet af et folketingsvalg, er udlændingepolitikken. De Radikale har allerede kort efter tirsdagens frokost bebudet, at partiet vil fastholde en lempeligere udlændingepolitik. Frederiksen får heller ikke Enhedslisten med på stramninger af støjbergske dimensioner. Selv om Socialdemokratiet har erkendt, at partiet er gået fejl i udlændingepolitikken, og nu vil holde fast i en strammere kurs, må den almindelige vælger sidde med en tvivl om, hvorvidt en S-ledet regering i praksis vil være i stand til at stå fast på den udlændingepolitik, som et flertal af befolkningen ønsker.

I foråret fik Socialdemokratiets nye linje en form for blåstempling af Folketingets strammerparti, Dansk Folkeparti, i det berømte sofa-interview med Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl. Det var lige så meget et signal til statsministeren: DF føler sig overset som støtteparti. Partiet springer nok ikke over i den røde båd her og nu. Men kontinentalpladerne rykker sig i dansk politik. Lars Løkke Rasmussen må alvorligt overveje, hvordan han undgår, at regningen for den røde frokost ender på det blå bord.