Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hvad Trump afslørede

Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg har brutalt afsløret en elite, som ikke har taget alvorligt, hvad der er sket. For præsident Trump er ikke resultatet af ingenting. Den lavere amerikanske middelklasse, den traditionelle kerne i amerikansk økonomi, som arbejderfamilierne ikke mindst i det såkaldte »rustbælte« engang udgjorde, er blevet marginaliseret.

Foto: MANDEL NGAN

Donald J. Trump er USA's kommende præsident. Den mest undervurderede præsidentkandidat nogensinde i Amerikas lange historie, en mand der aldrig før har bestredet noget offentligt eller politisk embede, rykker til januar ind i Det Hvide Hus. Måske var det netop derfor, han vandt. Fordi han var undervurderet. Fordi de mennesker, han talte til og fik med sig, var undervurderede. Fordi deres bekymringer rent faktisk har været undervurderet af de etablerede politikere der alle til hobe, fra Jeb Bush til Hillary Clinton, alt for uoverbevisende påstod at bekymre sig om dem.

Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg har brutalt afsløret en elite, som ikke har taget alvorligt, hvad der er sket. For præsident Trump er ikke resultatet af ingenting. Den lavere amerikanske middelklasse, den traditionelle kerne i amerikansk økonomi, som arbejderfamilierne ikke mindst i det såkaldte »rustbælte« engang udgjorde, er blevet marginaliseret. Den har oplevet stagnation, tilbagegang, ledighed og en tiltagende meningsløshed, mens jobs flyttede til andre lande. Akkompagneret af politiske skåltaler om globaliseringens og frihandelens formidable egenskaber.

Det er ikke første gang, dette sker. Nøjagtig det samme gik for sig 23. juni i år, da briterne stemte sig ud af EU. Noget tilsvarende åbenbarede sig, da Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2015 fik langt flere stemmer, end meningsmålingerne havde forudset. Mange sidder tilbage med røde ører efter dette præsidentvalg, herunder meningsmålingsinstitutterne, som var ude af stand til at opfange, hvad der var undervejs. Det samme gælder medierne, der ligesom i Danmark i fjor for sent opdagede befolkningens dagsorden. Og deraf følgende politiske vilje, som den kom til udtryk også 8. november 2016.

 

Striben af vestlige valg og afstemninger, hvor den politiske elite er blevet sat på plads af en oprørsk befolkning, udgør på den ene side en alvorlig demokratisk tillidskrise. Globaliseringen har bragt milliarder ud af fattigdom og er også en væsentlig årsag til den velstand, vi uanset finanskriser og andre tilbageslag nyder i Vesten. Herunder i USA. Men hvis de etablerede politikere undlader at tage de medfølgende bekymringer alvorligt, der måtte følge af store forandringer – økonomiske, demografiske, teknologiske – så risikerer de at miste deres ellers så solide greb om magten. Det kan man som nævnt kalde en krise. Men man kan naturligvis også se det som selve demokratiets smukke væsen.

Donald Trump forstod at tage millioner af amerikaneres bekymringer seriøst. Han brugte hele sin farverige personlighed til at skabe en bevægelse, der formentlig savner sin lige i nyere tid. Derfor vandt han staterne i rustbæltet, og det gav ham sejren ved præsidentvalget.

Undervejs i valgkampen har verden på beskæmmende vis set Donald Trumps skyggesider. Hans udfald mod minoritetsgrupper. Hans nedladende omtale af kvinder. Hans trusler om at fængsle sin modstander. Hans stærkt bekymrende tilgang til sikkerhedspolitikken og NATO-samarbejdet. Med meget mere. Nu er Donald Trump ikke længere udfordreren. Lige om lidt er det Donald Trump, som har magten. Lige om lidt er han den frie verdens leder. Det er et ansvar, der rækker så langt ud over det, der tynger byggematadorer og realitystjerner, som vel tænkes kan. Lad os håbe, han forstår at forvalte den magt forsvarligt. At han, som han sagde i sin takketale onsdag morgen, nu vil søge at samle det splittede USA. Mange andre end arbejderfamilierne i rustbælter er afhængige deraf og må bede til, at det vil ske.