Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hvad ringerklokkerne for?

I stedet for at misbruge kirkeklokker til politik burde præsterne støtte en fordrevet kollega.

Søndag den 13. december klokken 15 skal kirkeklokkerne i Danmark ringe 350 gange. Står det til en gruppe præster, skal klokkerne denne dag bimle og bamle i forbindelse med klimatopmødet i København. Klokkerne skal slå symbolsk alarm på klimaets vegne og samtidig signalere håb om, at statslederne bliver enige om tiltag til reduktion af udledningen af klimagasser.

Selv om alle må være optaget af, at det lykkes at nå et resultat på topmødet, må man frygte, at det nu bimler for præsterne. Det, der forhandles om i København, er så jordisk, som det kan blive, selv om det handler om atmosfæriske gasser. Topmødet er et vigtigt skridt på vejen mod en nødvendig omlægning af menneskers energiforbrug, som der er mange påtrængende grunde til. Men i bund og grund er det et møde om noget så verdsligt som fordelingen af byrderne ved denne omlægning.

Det, som kirkeklokker bruges til, er noget andet: De kalder til samling om forkyndelsen. Kirkeklokker skal ikke bruges til at reklamere for eller imod politiske anliggender som en aftale om byrdefordeling mellem nationer. Det er pop­-­politik iklædt præstekrave og for kirkeskattebetalernes regning. Hvis præsterne vil demonstrere et synspunkt, kan de anmelde en lovlig demonstration eller skrive et læserbrev som privatpersoner.

Man kan med stigende berettigelse og forundring spørge, hvad de efterhånden mange politiske præster i deres embede som tjenestemænd egentlig støtter. Mange af dem fandt, ligesom den nu politianmeldte præst ved Brorsons Kirke på Nørrebro, at de skulle bruge deres stilling og folkets kirke til at modarbejde Danmarks udlændingepolitik, som støttes af et stort flertal i Folketinget.

Men meget få, om overhovedet nogen, har fundet det værd at støtte den præst, som er blevet fordrevet af unge muslimske mænd fra sin bolig i Tingbjerg-ghettoen i København. Det er, hvis politidirektøren skulle have overset det, en del af storbyen, hvor dansk lov ikke håndhæves, og hvor offentligt ansatte som hjemmehjælpere, brandfolk, politifolk og altså præster ikke kan vise sig eller bare bo uden at risikere liv og helbred. Man må undre sig over fraværet af folkekirkeligt engagement i fordrivelsen i Tingbjerg.

Hvis man ønsker at fremme driften mod adskillelse af kirke og stat, skal de politiserende præster bare fortsætte lidt endnu. Da vil også de mange borgere, som både støtter bestræbelsen mod en klimaaftale og en fortsat stærk tilknytning mellem folk og kirke, vende sig fra folkekirken. Hvis ikke præsterne kan affinde sig med vilkårene i folkekirken, har de mulighed for at søge ansættelse i en frikirke, hvor menigheden orker at høre på dem. Men det gør de nok ikke, for dér er tjenestemandspensionen ikke så sikker som amen i folkekirken.