Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hvad med lidt realisme i kommunalvalget?

»Hvordan kan integrationsdagsordenen fylde så lidt for kandidater og vælgere?« Arkivfoto fra bandekonflikt på Nørrebro. Fold sammen
Læs mere
Foto: 50090 Johan Nilsson/TT

Piger bliver gift, når de er færdige med 9. klasse. Ordet »luder« benyttes ofte. Og brødre tjekker deres søstres mobiltelefoner. Forleden kom Institut for Menneskerettigheder med en rapport, der burde vække mere opsigt. Anonyme integrationsvejledere fra landets folkeskoler gav en række eksempler på den sociale kontrol, som overvejende piger er underlagt i hverdagen.

Desværre er det ikke et tema, der fylder meget under kommunalvalget. Faktisk fylder problemerne med muslimske friskoler, banderelaterede konflikter, væksten i parallelsamfund og udfordringerne med nydanske børn, som dårligt nok kan tale dansk, når de begynder i skole, forsvindende lidt sammenlignet med diskussioner om rådhusbryllupper og mænds skægvækst.

Læs også: Politikers sønner møder bandemedlemmer ved skolen: »Jeg har lyst til at råbe dem langt væk fra mine børns hverdag. Men jeg tør ikke, og jeg hader dem for det«

Bevares, det skal naturligvis afdækkes, hvorfor politikere har ment, at borgere skal betale for politikernes private festlige sammenkomster, ligesom det fortjener en offentlig debat, hvordan vi bekæmper islamisme og undertrykkelse af kvinder, men vi kommer det ikke til livs ved at forbyde skæg.

Når venstrefløjens kommunalpolitikere reklamerer for egne politiske fortræffeligheder, handler det ofte om at dele velfærdsgoder ud. Om at oprette angst- og depressionsklinikker, skabe mere bynatur (hvad det så end er), få flere pædagoger i institutionerne, el-busser på gaderne, og det er da også tiltalende dagsordener. I København står Enhedslisten til at få 19 procent af stemmerne ifølge den seneste Gallup-måling, men det synes at være fløjet helt hen over hovedet på kandidaterne, at København har større problemer, end at byen ikke har en letbane.

Hvordan kan integrationsdagsordenen fylde så lidt for kandidater og vælgere? Går man ind på Enhedslistens hjemmeside og læser byrådskandidaternes såkaldte visioner, er det påfaldende, at ingen af dem forestiller sig, at bandekonflikter er et alvorligt problem, eller at børn, som ikke kan tale dansk, får svært ved at få sig en uddannelse og senere blive selvforsørgende. Mange af kandidaterne synes at leve i et parallelunivers, hvor længslen efter flere grønne områder, hvor man kan lege med sine børn og drikke hipsterkaffe, har fortrængt behovet for et opgør med de problemer, konflikter og værdikampe, som de selvsamme børn kommer til at arve.

Rapporten fra Institut for Menneskerettigheder er bare den seneste rapport i rækken af undersøgelser af konsekvenserne af fejlslagen integration. Den indeholder vidnesbyrd på vidnesbyrd om handlinger og kontrol, der hæmmer børn med ikke-vestlig minoritetsbaggrunds livsudfoldelse og rettigheder. Én skriver: »Hvis man lever et almindeligt dansk liv som pige, så hedder det sig, at man er luder.« Eller: »Mange bliver gift, lige så snart de er færdige med 9. klasse. Når de bliver 18-19 år, så får de et barn.« Derudover er der beretninger om piger, der presses til at bære tørklæde eller forhindres i at dyrke fritidsinteresser. Den type beretninger burde vække mere genklang hos dem, der gerne vil bære byens kæder og udstikke retningen for fremtiden på lokalplan.

Før krydset sættes, burde vælgerne tænke på, hvad der er vigtigst. Luftige visioner om udefineret velfærd og grøn selvtilstrækkelighed eller at gøre op med et voksende parallelsamfund med bander, egne love og afstandtagen til resten af Danmark.