Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hurrabørn

Vejen til børn er i dag mangfoldig. Udover den gammelkendte metode, som stadig er den mest udbredte, er der adoption, kunstig befrugtning og fertilitetsbehandling i flere forskellige variationer. Foruden reagensglasbørn, adoptivbørn, delebørn, købebørn, ønskebørn og papbørn er der noget, der tyder på, at vi skal vænne os til en ny type børn – nemlig hurrabørn.

Hurrabørn er kommet til verden på specialiserede rugeklinikker i lande som USA, Thailand, Indien, Georgien, Ukraine og Mexico. De er født af oftest fattige rugemødre, som mod god betaling har stillet deres livmoder til rådighed for en barnløs dansk kvinde – enlig eller i par. Det er ulovligt i Danmark at være rugemor mod betaling, og børn født i andre lande af en udenlandsk rugemor er som udgangspunkt ikke danske, Det betyder, at de ikke umiddelbart legalt kan tages med tilbage til Danmark. Derfor gør kvinderne ofte det, at de tager på et længere udlandsophold og vender lykkelige tilbage med en lille nyfødt fra en klinik. Hurra det lykkedes alligevel at blive gravid under andre himmelstrøg. Et hurrabarn er kommet til verden. Pris for leje af livmoder i ni måneder: Cirka 140.000 danske kroner.

Antallet af danske børn, der er kommet til verden på den måde, er selvsagt ukendt. Men meget tyder på, at antallet af hurrabørn er i vækst og langt større, end myndighederne anslår. Flere hundrede børn i Danmark er født af rugemødre, viser en rundspørge alene til et udsnit af amerikanske »surrogatklinikker«, som Magasinet Zetland offentliggør i singlen »Pigen med tre mødre«. Hurrabørnenes mødre bevæger sig i en ubehagelig juridisk og etisk gråzone. Juridisk fordi mødrene er nødt til gøre deres nyfødte barn til dansk statsborger ved forskellige omgåelser af loven. Etisk fordi det at tage imod et barn mod betaling og lade rugemoderen afskrive et barn, hun har båret på i ni måneder, er brutalt og belastende både fysisk, psykisk og følelsesmæssigt for den fødende kvinde. Kan man betale sig fra at udnytte et andet menneskes krop? I det her tilfælde må svaret være nej. På den måde er dilemmaet helt parallelt til den handel, der foregår med organer i den tredje verden.

På den anden side er der den barnløse at tage hensyn til. Det er smerteligt i et moderne samfund ikke at kunne få børn socialt, menneskeligt og psykisk. Men det er ikke nogen ret. Set fra samfundets side er der brug for, at vi får flere børn for at opretholde befolkningstallet. Der er formentlig tale om desperate kvinder og par, som i årevis har forsøgt at blive gravide på den ene eller den anden måde. Rugemoderen er den sidste udvej. Men når man opvejer de mange hensyn, er de menneskelige omkostninger ved at tillade rugemødre for store.

Det betyder ikke, at man ikke kan revidere reglerne, så tilbuddene til barnløse udvides og gøres mere smidige. Når det gælder donationer af organer, blod og andet, har vi i Danmark en tradition for at gøre det frivilligt og uden betaling. Den type frivillige rugemødre i familien eller omgangskredsen kunne der være flere af. Dertil kommer, at adgangen til adoption bør gøres lettere, og teknikkerne til kunstig befrugtning udvider sig hele tiden. Endelig er det vigtigt at fortælle de unge kvinder, at jo tidligere, de forsøger at få børn, des lettere er det. En stor del af problemet skyldes, at alderen for førstegangsfødende i Danmark i dag er mere end 29 år. I den alder er fertiliteten allerede faldet markant. Børn er en stor glæde, men med ægte hurrabørn skal alle kunne juble over miraklet.