Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Holdningernes holdeplads

»Teknologien gør i dag meningsuniverset til hvermandseje, også uden for traditionelle medier. Det er såre demokratisk.«

Demokratiet lever af og får næring af modsigelsen, så det er positivt at holdninger fylder stadigt mere i medierne. Engang imellem får folk holdninger og fakta godt og grundigt sammenblandet som i sagen om mæslingevaccinen. Her sagde nogle forældre nej til vaccine ud fra holdninger fremfor lægelige anbefalinger. Holdninger er dog sjældent sundhedsskadelige, men derimod væsentlige pejlemærker. At kvaliteten af den danske netdebat fra tid til anden er overraskende lav og ensidig, er den kedelige side af debatkulturen.

Fra i dag afdækker Berlingske under overskriften »Meningsmagerne«, hvad der driver en række af vor tids engagerede debattører. Disse ildsjæle giver folkestyret kraft, men set i lyset af digitaliseringens demokratiserende virkning, hvor alle kan komme til orde, får debatten også en ny rolle. De vestlige samfund har tradition for den engagerede offentlige samtale helt tilbage fra 1700-tallets oplysningstid. Fra datidens engagerede borgere i saloner og tehuse opstod den moderne intellektuelle, der diskuterede i aviserne. I dag er det populært for radio og TV at bruge debattører til at fylde programfladen. Det er både billigere end egenproduceret nyhedsjournalistik, og så giver det publikum.

Læs også: Sabotage ved afbrydelse

Enhver kan i dag oprette en blog eller på anden vis komme til orde. Det skal ikke forveksles med danske avisers tradition for at give læserne spalteplads. Debat i professionelle medier, uanset om det er læserbreve eller længere indlæg, er kendetegnet ved at være redigeret, redaktionelt behandlet og udvalgt efter kvalitetskriterier. Teknologien gør i dag meningsuniverset til hvermandseje, også uden for traditionelle medier. Det er såre demokratisk. Men det rummer faren for, at der opstår lukkede, selvbekræftende debatuniverser og meningsbobler. Risikoen er således, at vi kommer til at indrette os i meningsenklaver, hvor vi klynger os til meningsfæller fremfor at lade os modsige. I selve modargumentationen ligger der noget sundt og demokratisk. Det både nuancerer den offentlige debat og giver plads til den stille eftertanke. Ligesom det ikke gør debatten til en forening for vildbasser, men er med til at sikre sammenhængskraften.

At enhver kan blive sin egen udgiver og få taletid har dog mange gode effekter i forhold til holdningsdannelsen. I kraft af, at man kan følge indsigtsfulde skribenter i aviser, på blogs og i radio og TV, får vi mere mangfoldighed. Men af og til bliver det parodisk, særligt når elektroniske medier iscenesætter debatter mellem vildt uenige parter, hvor indtrykket er, at den, der råber højest og er bedst til at afbryde, får mest taletid. Det er en afsporing af debatkulturen og fremmer ikke niveauet i vores offentlige liv.

Læs også: Ja, jeg er en lurepasser-demokrat

Som samfund vinder vi ved, at engagerede stemmer sætter sig selv i spil. De engagerede stemmer repræsenterer ideelt set kun sig selv, modsat politikere og særinteresser. Demokratisk set er det afgørende, at vi i samfundet er i konstant samtale om de fælles anliggender. Kvalitetsmedier skal sikre, at der både er plads til modsigelser i debatten og til at trykprøve påstande i forhold til fakta.