Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Højesteret og grundloven

Højesterets afgørelse om Lissabon-traktaten kan få vide konsekvenser.

Højesterets kendelse om, at Landsretten alligevel skal prøve en række sagsøgeres påstand om, at Lissabon-traktaten skulle have været til folkeafstemning på grund suverænitetsafgivelse, er uforståelig. Dels har et klart flertal i Folketinget stemt for traktaten, dels indeholder traktaten intet, der kan godtgøre en folkeafstemning efter Grundlovens paragraf 20. Det har ikke alene Justitsministeriet fastslået. Det har et flertal i Folketinget også accepteret. Dermed er der truffet en politisk beslutning, som det er svært at se, hvorfor Højesteret blander sig i.

Der vil altid være nogen, der mener at kunne påstå, at en traktat i forhold til EU er en suverænitetsafgivelse alene af den grund, at en lang række af de beslutninger, der træffes i EU, foregår med et simpelt flertal. Men det er vanskeligt at se, at lige netop Lissabon-traktaten skulle rumme suverænitetsafgivelse efter paragraf 20. I Danmark gik vi f.eks. ikke til afstemning om Nice-traktaten eller andre større ændringer i det europæiske samarbejde. Højesteret påstår heller ikke, at der har foregået et grundlovsbrud. Højesteret giver blot sagsøgerne ret i, at der er »en fornøden retlig interesse« i at få prøvet sagen. Det kan man så diskutere, om der er her, Og det vil også blive gransket nøje af statens jurister. Men når det ikke kan være anderledes, så kan man trods alt prise sig lykkelig for, at Lissabon-traktaten er vedtaget, og at Europa for længst er begyndt at tage hul på de nye tider. Og heldigvis for det. For Lissabon-traktaten er – trods dens mangler i forhold til den oprindelige udformning – det bedste, EU kunne opnå. Den har forenklet beslutningsprocesserne betydeligt. Uden traktaten ville vi givetvis på en række andre områder være dårligere stillet, fordi vi ikke havde taget hånd om en række beslutningsgange i et i forvejen kompliceret, men aldeles nødvendigt europæisk samarbejde.

Hvis det stod til Ole Krarup og de øvrige sagsøgere, så var Danmark fortsat et lille idyllisk land uden nogen anden berøringsflade med omverdenen end den, vores landbrugseksport bestod af. Et land uden nogen former for forpligtende samarbejde andet end de løse handelsforbindelser, Europa havde for næsten 40 år siden. EU har heldigvis bevæget sig længere, og vi har siden haft ikke færre end seks folkeafstemninger, hvor danskerne fire gange sagde ja til et tættere samarbejde. Vi sagde dog nej til Maastricht i 1992 og nej til euroen i 2000. Men i de øvrige afstemninger har vi sagt ja. Den samme gruppe af personer forsøgte i øvrigt i 1998 med en lignende sag mod daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen at få ham dømt for grundlovsbrud, da han underskrev Maastricht-aftaler med forbeholdene, men Nyrup Rasmussen blev frikendt. Det vil formentlig vare rigtig mange år, før der falder dom ved Landsretten. Forhåbentlig vil dommen falde ud til fordel for traktaten. Hvis ikke, falder vi tilbage til tiden omkring Maastricht med evige diskussioner om, hvorvidt vi kan leve på en isoleret ø uden for EU-samarbejdet. Det burde være et for længst overstået kapitel.