Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hjertesager

»Staten opkræver ikke længere borgernes penge i skat; den uddeler det resterende provenu. Til gengæld for det forpligter staten sig til at løse snart sagt ethvert problem for sine borgere fra vugge til krukke.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en dyster diagnose af samfundets sindstilstand, som psykologiprofessor Svend Brinkmann stillede i søndagens Berlingske.

Ifølge professoren lever vi i en kold konkurrencestat, hvor alt og alle er blevet midler til noget andet, og intet længere er noget værd i sig selv: Børn og unge måles på deres læringsparathed, voksne på deres arbejdsmarkedsparathed og ældre på deres IT-parathed. I valgkampen er det efter professorens mening blevet helt slemt: I TV-duellerne mellem statsministerkandidaterne bliver alt fra sygeplejersker til asylansøgere prissat, når der kæmpes om, hvad rød og blå blok vil bruge penge på.

Læs også: Vil du i verden frem? Så brok!

Professoren har en pointe, ingen tvivl om det. De fleste politikere taler i valgkampen hele tiden alvorstungt om den nødvendige politik fremfor varmt om den ønskværdige: De taler om det, vi SKAL, fremfor om det, vi VIL. Og så stor er vælgernes længsel efter visioner og ægte overbevisning, at vælgere fra snart sagt alle andre partier nu strømmer til den eneste undtagelse fra reglen og regnearket: Uffe
Elbæks parti, Alternativet. For jo, selvfølgelig er det skørt, at den gamle kaospilot vil afskaffe eksaminer og slippe
vilde dyr løs i gaderne, men i det mindste banker hans hjerte for noget.

Så meget mere vigtigt er det at forstå, hvordan det gik til, at vores politikere blev en samling merkantilister og teknokrater. Desværre nøjes professor Brinkmann med at beklage tingenes tilstand, men han fortæller ikke, hvordan sygdommen er opstået, og hvordan den kan behandles.

Sagen er, at den »instrumentaliserede tankegang«, som Svend Brinkmann fordømmer, er en direkte konsekvens af, at vi har ladet staten vokse sig så stor og mægtig, at den er ved at fortrænge samfundet. Staten opkræver ikke længere borgernes penge i skat; den uddeler det resterende provenu. Til gengæld for det forpligter staten sig til at løse snart sagt ethvert problem for sine borgere fra vugge til krukke. Vi er alle på støtten i større eller mindre grad: Om vi så bare går i biffen eller ser TV.

Men ressourcerne er altid knappe og behovene uendelige. En sådan universel velfærdsstat fordrer derfor mådehold hos borgere: Vi skal bede om mindre end det, vi har ret til. For hvis alle beder om alt, hvad de kan få, bryder systemet sammen. Og sådan opstår miseren: Enhver er pludselig under mistanke for at rage til sig, og ingen kan længere gå i fred. Enhver borger bliver en potentiel udgift.

Læs også: Når psykologen forkynder

Der påhviler de blå partier, der går ind for skattelettelser og større økonomisk råderum, et stort ansvar for at forklare borgerne den sammenhæng. At man betaler for storstaten med sin frihed og tolerance. Som valgkampen føres, får borgerne indtryk af, at skattelettelser kun er ønskværdige som middel til at lokke flere dovne kontanthjælps- og dagpengemodtagere ind på arbejdsmarkedet ved at øge afstanden til overførselsindkomsterne. Men skattelettelser handler om frihed; ikke om at piske folk til at arbejde.

Frihed kan sagtens være frihed fra arbejde. Friheden til at spare så meget op, at man kan tage orlov, købe en båd, male den lyserød og sejle Jorden rundt. Eller starte en lille underskudsforretning af et økologisk landbrug med kød fra bisonokser. Det er ikke velfærd. Det er velvære.