Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hjælp til selvhjælp

»Nej, det allerværste eksempel, der kan statueres, er, hvis EU lader grækerne leve i euro-zonen for lånte penge på ubestemt tid.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, forsøgte i mandags i sjældent emotionelt ladede vendinger at gøre den græske befolkning begribelig, at et nej ved folkeafstemningen på søndag ikke bare vil være et nej til kreditorernes forslag. Det vil være et nej til at forblive i euro-zonen. Verbalt styrer Juncker mellem Skylla og Charybdis: Mellem faren for, at grækerne bliver så forbandede over hans melodramatik, at de stemmer nej i protest, og faren for, at de ikke har forstået alvoren, og stemmer nej.

Læs også: Nyhedsoverblik - Grækenland

Allerede nu har en storm af protester rejst sig mod såvel kreditorerne som EUs stats- og regeringsledere, fordi de har ladet det komme så vidt. I et brev hudfletter fremtrædende venstreorienterede intellektuelle som for eksempel Slavoj Zizek, Immanuel Wallerstein og Judith Butler EU og IMF, fordi man har bragt grækerne til tiggerstaven. For hvordan kan man piske videre på et udpint øg af et land, hvis økonomi er skrumpet 26 procent, hvis ungdomsarbejdsløshed er vokset til 60 procent, og hvis gæld er oppe på 180 procent af BNP? Andre kritikere af EU har påpeget, at den græske økonomi kun udgør få procent af EUs samlede økonomi, og at EU sagtens kunne vise større forståelse for Grækenland, hvis man ville.

Men kritikerne gør sig det for nemt. De undlader at nævne, at kreditorerne foreløbig har brugt 220 milliarder euro på at redde den græske økonomi. Endnu mere væsentligt glemmer de at nævne, at det for EU slet ikke primært drejer sig om Grækenland. Det drejer sig om euroens fortsatte beståen. Hvis det kommer til at hedde sig, at man kan blive ved med at låne penge uden at gennemføre de påkrævede reformer af momssatserne, pensionssystemet og den offentlige forvaltning, der blot bringer landet på linje med de øvrige EU-lande, vil det sende et helt forkert signal til de øvrige gældstyngede økonomier som Italien, Spanien, Portugal og Irland. Derfor vil man også bemærke, at netop disse lande, der selv har måttet gennemføre økonomiske hestekure på diktat fra kreditorerne, er blandt de ivrigste fortalere for, at kreditorerne skal stå fast. De ved, at det ellers kan give populistiske partier blod på tanden og få dem til at kræve lempeligere vilkår for deres lande.

Hertil kommer, at ingen forestiller sig, at Grækenland skal afdrage hele sin gæld: Alle ved, at den skal saneres og nedskrives, man vil bare først gå i gang, når grækerne har præsteret et ansvarligt statsbudget.

Læs også: EU-lederne enige: Grækerne stemmer om euroen

Det er således ikke rigtigt, når det siges, at det værste, der kan ske, er, at Grækenland må forlade euro-zonen, fordi andre gældstyngede euro-lande så kommer i farezonen.

Nej, det allerværste eksempel, der kan statueres, er, hvis EU lader grækerne leve i euro-zonen for lånte penge på ubestemt tid: For i så fald vil den økonomisk-monetære union med sikkerhed krakelere, når den næste globale finanskrise indtræffer, og de store euro-landes befolkninger skal suge på lappen. Kun ved at stå fast på reformer til gengæld for yderligere lån, sørger man for, at andre euro-lande ikke følger det græske eksempel.

EU har i utvetydige vendinger ladet grækerne forstå, at de vil få en chance mere, hvis de stemmer ja til kreditorernes forslag på søndag. Den chance skal grækerne gribe. EU hjælper gerne grækerne. Men det bliver nødt til at være hjælp til selvhjælp.