Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hjælp Cameron

»Et EU uden Storbritannien vil ikke bare betyde en stor svækkelse af EU; det kan få hele unionen til at bryde sammen.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Britisk politik har på det seneste udviklet sig til en konkurrence om, hvem der kan udtale sig grimt om EU. Selv premierminister David Cameron holder sig ikke tilbage: For nylig flirtede han i britisk presse med tanken om at anbefale et nej ved den folkeafstemning om EU-medlemskab i 2017, som han har lovet vælgerne, hvis han genvinder magten næste år.

Angiveligt vil han lade sin stillingtagen afhænge af, om EU indfrier de krav, han har tænkt sig at stille efter sit genvalg som premierminister. Som minimum forlanger han, at EU ophører med at være en social union, hvor borgerne kan shoppe rundt efter de højeste velfærdsydelser. Samt at Storbritannien får en undtagelsesklausul fra bestemmelsen om »en stadigt snævrere union«.

Læs også: Opløsning blandt EU-skeptikere

Årsagen til Camerons voksende EU-skepsis ligger lige for. det EU-skeptiske UKIP stormer frem og vil ifølge meningsmålingerne få mellem 13 og 23 procent af stemmerne på landsplan. Endnu værre er det imidlertid for Cameron, at hans eget parti er ved at gå op i limningen: Douglas Carswell forlod for nylig De Konservative og har netop vundet det første sæde i det britiske parlament for UKIP ved suppleringsvalget 9. oktober. Det scenario kan meget nemt gentage sig, når den anden konservative afhopper, Mark Reckless, søger genvalg ved et suppleringsvalg i næste måned. Flere Tory’er kan sagtens tænkes at følge efter, ligesom Labour heller ikke skal føle sig for sikker: Labour var kun få hundrede stemmer fra også at tabe et mandat til UKIP 9. oktober.

EU bliver stadigt mere upopulær blandt de britiske vælgere, og i den situation er der to muligheder for britiske politikere, som vil genvælges. Enten må de følge trop og lægge afstand til EU, eller også må de overbevise vælgerne om, at de tager fejl. Vi andre må håbe og bede til, at de vælger det sidste. De må få de britiske vælgere til at forstå, at netop arbejdskraftens fri bevægelighed samlet set har gjort Storbritannien økonomisk meget rigere, end det ellers ville have været. De må få dem til at indse, at det paradoksalt nok netop er UKIPs vælgere, der hører til den mindrebemidlede del af befolkningen, som ville tabe mest på indskrænkninger af arbejdskraftens fri bevægelighed. Simpelthen fordi staten ville have færre penge til velfærdsydelser.

Læs også: Manden, der har vendt britisk politik på hovedet

Men i det øvrige EU skal vi ikke nøjes med at håbe og bede. EUs stats- og regeringschefer skal komme briterne til undsætning og sørge for at det er muligt at indføre  optjeningsprincipper, så man ikke fra dag ét kan få børnecheck, barselsydelse  eller andre sociale ydelser. Den primære omfordeling mellem fattige og rige EU-lande skal ske via arbejdsgiveren og ikke via sagsbehandleren.

For et EU uden Storbritannien vil ikke bare betyde en stor svækkelse af EU; det kan få hele unionen til at bryde sammen. I Danmark har en stor del af befolkningen de samme reservationer over for EU som briterne, selv om udgifterne til sociale ydelser til arbejdstagere fra andre EU-lande foreløbig har været begrænsede. Alligevel stemte en fjerdedel af vælgerne på Dansk Folkeparti ved Europa-Parlamentsvalget.

Det er på tide at tage indvendingerne alvorligt. Politik er ikke det maksimales kunst, men det muliges.