Alle gode gange tre. Historikeren Bent Jensen blev dømt i Svendborg Byret i 2010, frikendt i Østre Landsret i 2013, og i går fik han så Højesterets ord for, at han burde have holdt sig for god til at stemple journalisten Jørgen Dragsdahl som KGB-agent under Den Kolde Krig. Men der er en grund til, at der var spænding om udfaldet til det sidste. Der var nemlig gode argumenter på begge sider.

På den ene side stod hensynet til Jørgen Dragsdahls ære og omdømme. Professor Bent Jensen har bygget sit forsvar på, at han aldrig har påstået, at Jørgen Dragsdahl var sovjetisk spion, men alene påvirkningsagent. Dog har der ikke været nogen tvivl om, at offentligheden har opfattet Jensens udsagn, som om Dragsdahl var KGB-spion, samt at Bent Jensen ikke har overanstrengt sig for at bringe offentligheden ud af den vildfarelse. Tværtimod har han hævdet, som retten også godtgør i sin dom, at Ekstra Bladet i 1992 i alt væsentlighed havde sandheden på sin side, da bladet beskyldte Dragsdahl for at være KGB-spion. Det kan ikke forstås anderledes, end at Jensen mente, at avisen havde ret.

Læs også: Højesteret omstøder dom: Bent Jensens KGB-udtalelser er strafbare

På den anden side står så hensynet til den frie meningsdannelse og ytringsfriheden. Som det også er fremgået af retssagen er Jensens beskyldninger jo ikke grebet ud af den blå luft. Af dokumenter og vidneafhøringer i sagen er det fremgået sort på hvidt, at Politiets Efteretningstjeneste, PET hvis ikke anså, så helt sikkert mistænkte Dragsdahl for at være agent: Ellers ville PET da ikke have aflyttet ham i tre år, endsige have orienteret regeringens sikkerhedsudvalg, Udenrigsministeriet og Forsvarets Efterretningstjeneste om, at den mistanke forelå.

I onsdagens dom fremfører Højesteret da også, at Bent Jensen havde dækning i PET-dokumenterne for at sige, at Jørgen Dragsdahl holdt konspirative møder med KGB-officerer, samt at det ikke er uden faktuelt grundlag, når Bent Jensen hævder, at Jørgen Dragsdahl i sine artikler bevidst misinformerede læserne.

Når retten alligevel mener, at det ikke skal hedde sig, at PET anså Dragsdahl for at være KGB-agent, er det ikke mindst, fordi PET på et tidspunkt besluttede sig for, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod Dragsdahl for agentvirksomhed. Det kan PET have mange grunde til, som ikke vedrører skyldspørgsmålet: For PET er netop ikke politiet, men en efterretningstjeneste, hvis opgave snarere er at afdække fremmede tjenesters dulgte aktiviteter i landet end at sætte danske påvirkningsagenter i spjældet.

Tilbage står, at man godt kan forlange af Bent Jensen, at han får gjort læserne ordentligt opmærksom på, at PET altså endte med ikke at ville tiltale Dragsdahl for noget som helst. Specielt fordi Dragsdahl ikke selv kan forsvare sig bedst muligt: Han har nemlig på grund af den strikse arkivlovgivning ikke adgang til sin egen sag.

Se også: Bent Jensen: »Jeg har aldrig sagt, at Dragsdahl har gjort noget strafbart«

Af dommen kan man altså ikke udlede, at Jensen ikke burde have skrevet kritisk om Dragsdahl. Offentligheden har krav på at vide, at en central meningsdanner som Dragsdahl mødtes i hemmelighed med KGB og fyldte dagbladet Informations spalter med agitprop. Men offentligheden har også krav på at vide, at Dragsdahl ikke var KGB-spion. Han var en nyttig idiot.