Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hil Cæsar

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Donald Trumps politiske modstandere blandt republikanerne er med rette rystede over den takketale, han holdt til partiets konvent i Cleveland, Ohio, da han med stående ovationer blev valgt til partiets kandidat til præsidentposten.

Ikke alene indeholdt talen mange elementer, der ligger så langt væk fra konservativt republikansk tankegods som overhovedet muligt. Han nævnte heller ikke en eneste gang de store personligheder, der har været republikanske præsidenter gennem tiderne, selv om man normalt skænker en tanke til de mennesker, man selv i den højtidelige stund står på skuldrene af. Ikke et ord om Ronald Reagan. Ikke et ord om Abraham Lincoln. Eller en Theodore Roosevelt.

Men det værste er den sætning, Donald Trump uden selvironi bekendtgjorde til stor jubel for sine tilhængere: »I alone can fix it«. Nemlig at han er den eneste, der har så store evner, at han kan »fixe« det, han hævder, der er galt – at USA er belejret af indre og ydre fjender og er i yderste fare for at gå under i ragnarok, hvis ikke en stærk mand kommer til.

Sætningen står bøjet i neon foran hans republikanske modstandere, og den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, gør tykt grin med den. For netop et demokratisk system som det amerikanske er alt andet end cæsarisme. USA er demokratiets, frihedens og folkets nation. Det er ikke et enkeltmandsværk, og der er ingen enkeltpersoner, der kan »fixe« det, der skulle være galt. USA er et politisk demokratisk samfund med en tredeling af magten. En præsident får gennemført sine politiske visioner i et samarbejde med Kongressen og ofte også med Højesteret som sidste instans.

Selvfølgelig kan man godt forstå nogle af frustrationerne hos de mennesker, der har mistet deres job til globaliseringen. Men frygt løser ingen problemer. Det værste ved talen er nemlig den frygt og angst, som Trump indgyder i befolkningen. Der var ikke det, der ikke var galt: Indre og ydre fjender har trængt USA op i en krog. Nære allierede udnytter USAs godhed i NATO. Samarbejdspartnere snylter på amerikansk innovation og idérigdom. Og i storbyerne myrder kriminelle borgere løs til højre og venstre, mens politiet magtesløst ser på. Og de mennesker, der ikke bliver skudt på gaderne i Chicago, begår selvmord i desperation over verdens tilstand.

Det var i korte træk det verdensbillede, Trump indgød amerikanerne. Ikke et eneste ord om alt det positive, der er sket i de seneste 50 år i USA. Ikke et ord om visionerne for fremtiden. Kun ord om at »fixe« det hele – ene mand mod hele verden. Hvor var Reagans vision om USA som »The Shining City Upon a Hill« – et gammelt citat, som den store præsident tog frem for at fortælle amerikanerne om det USA, de kan være stolte af?

Nu har det fine, gamle, konservative republikanske parti fået en frygtens mand som præsidentkandidat. En mand, der i det, der skulle være hans fineste stund, spreder angst og splitter nationen. Og vi andre venter på, at Donald Trump skal ændre sig og blive præsidentiel. Intet tyder på, at det kommer til at ske.