Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hav tillid til de danske museer

Udsigten over Aarhus fra Olafur Eliasson 's Your Rainbow Panorama på toppen på Aros Kunstmuseum i Aarhus Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Hvordan ser den typiske museumsgæst ud? Brian Wiborg arbejder som chef for Viborg Museum og havde et muligt svar i mandagens kronik i nærværende avis.

Den typiske gæst på danske museer er først og fremmest kvinde. Hun vil som regel være minimum 55 år og have en mellemlang eller en videregående uddannelse. Og hun vil næsten altid høre P1, abonnere på et større dagblad og deltage i en relativt bred vifte af kulturtilbud landet over.

Chefen fra Viborg hentede i store træk sin profil fra et nationalt brugertjek på feltet og bekræftede umiddelbart en velkendt anelse hos mange i miljøet: At hunkønsvæsner fra den dannede generation holder bagfjerdingen oppe på kloden i almindelighed og dansk kulturliv i særdeleshed. Vi ville alle være ilde stedt uden deres engagement. Tak for det. Museumsmanden havde så samtidig en indvending mod de tankevækkende tal. De passer nemlig ikke. Rigtig mange museer får besøg af mænd. Og ikke så få af herrerne har rent faktisk erhvervsfaglig baggrund. Steder som Støberimuseet på Mors og Industrimuseet i Horsens sælger et endog meget stort antal billetter til de typer.

Konklusion: Udfordringen på de danske museer for tiden handler ikke om mændenes fravær eller for den sags skyld børnenes. Hvis man kigger ud over landskabet som helhed, så kan de danske museer faktisk bade sig i betalende gæster og dermed succes. Udfordringen handler i langt højere grad om en næsten pinlig apartheid over hele den museale verden – om en udemokratisk adskillelse af kunder mellem den ene slags museer og den anden slags. Og den apartheid var museumschefens virkelige ærinde. Når politikerne debatterer en omfordeling af den statslige støtte, skal de ikke belønne museer med høje besøgstal yderligere. Danske museer kender allerede vejen til mange gæster og har de seneste år haft stor succes med udstillinger om alt fra Olsen-banden til The Beatles og racerbiler. Politikerne skulle hellere fokusere på kulturen som middel til sammenhæng i bredeste forstand.

Og pengene bør ikke spildes på ministerielle systemer og dyre ord på banegårdenes kostbare bannere. Slots- og Kulturstyrelsen har allerede et projekt af den slags kørende – og det er flere måneder bagud for ministeriets egen tidsplan. Man skal meget hellere gå direkte efter en integration af museernes indsatser. Dansk kultur har voldsomt brug for bedre samarbejde mellem de enkelte museer og deres medarbejdere. Bevaring, forskning og i visse tilfælde endda formidlingen kunne have endog meget stor glæde af større muligheder for koordination.

Så før man vifter med flere gulerødder til de populære udstillinger og åbner flere kontorer fra centralt hold, skulle man hellere spørge til den enkelte museumsleders behov. For det behov kunne måske opfyldes billigst med lidt bilateralt samarbejde her og lidt stordriftsfordel der. Politikerne skulle have større tillid til ekspertisen ude i landet. Fordel endelig de vigtige midler efter museernes succes. Men lad ikke det rå antal af solgte billetter være afgørende på nogen måde. Succeskriteriet må i højere grad være større diversitet i kundernes køn, alder og uddannelse. Hvis vi virkelig vil have sammenhængskraft i samfundet, skal vi snarere møde hinanden på museet – ikke krydse hinanden på vej derhen.