Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Håndtryk hører ikke hjemme i loven

Håndtrykket er en del af dansk kultur, men det er et skråplan, når politikere kræver, at nye statsborgere skal give hånd ved officielle ceremonier. For respekt for det modsatte køn kan ikke gennemtvinges med juridiske paragraffer.

Udsigten til at være dommere over, hvem der får statsborgerskab på baggrund af håndtryk, bekymrer borgmestre. Juridisk er vejen umiddelbart banet for et krav. Det skriver Ritzau, mandag den 20. august 2018 Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Et håndtryk er en civiliserende gestus, en anerkendelse af ligeværd, imødekommenhed og respekt mellem jævnbyrdige mennesker.

Men respekten for rodfæstede skikke og hævdvundne omgangsformer mellem samfundets nye og gamle borgere kan ikke sikres med paragraffer og udsigten til mistet statsborgerskab.

Netop derfor er der tale om et betænkeligt skråplan, når Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Konservative med paragraffer og jura vil gøre tildeling af dansk statsborgerskab afhængigt af nye borgeres vilje til at give hånd til både mænd og kvinder.

Står det til DF, K og S skal kommende statsborgere fremover demonstrere deres loyalitet over for det danske samfund ved at give hånd til den lokale borgmester, når de møder op til den obligatoriske ceremoni for nye danskere i deres bopælskommune. Siger man nej til at give hånd til personer af det modsatte køn, kan man i stedet bruge hånden til at vinke farvel til statsborgerskabet, mener de tre partier. Som Pia Kjærsgaard skriver på sin facebook-side: »Hvis man er dansker, giver man naturligvis hånd.«

Forslaget fra DF, K og S er en skærpet udlægning af indfødsretsaftalen, der trådte i kraft i juni, og den kommer i kølvandet på en episode i Schweiz, hvor et muslimsk ægtepar blev nægtet schweizisk statsborgerskab, da de under et indledende interview med udlændingemyndighederne begge afviste at give hånd til myndighedspersoner. I april blev en algerisk kvinde nægtet fransk statsborgerskab, da hun med henvisning til sine religiøse overbevisninger afviste at trykke en embedsmand i hånden.

Det kan være fristende at følge de franske og schweiziske eksempler. At modtage dansk statsborgerskab er et privilegium, hvor rettigheder følges af pligter og loyalitet over for det danske samfund. Når personer af religiøse årsager nægter at give hånd til det modsatte køn, kan det uanset eventuelle forsikringer om gensidig respekt tolkes som en forstemmende afvisning af de grundlæggende idealer og forestillinger om jævnbyrdighed mellem mand og kvinde, der er bærende i det danske samfund.

Vælger man at modsætte sig håndtryk til personer af det modsatte køn giver det anledning til det indlysende spørgsmål: Hvorfor ønsker man at være statsborger i et land, der bygger på en både kulturel og juridisk rodfæstet lighed mellem kønnene?

Ikke desto mindre er der gode grunde til at afvise forslaget om obligatorisk håndtryk for nye statsborgere.Når politikere vil gøre håndtryk obligatoriske for nye statsborgere, ligner det i betænkelig grad den regulering af social adfærd i fundamentalistisk religion, som man ønsker at bekæmpe.

Håndtrykket er en del af dansk kultur. Med de skærpede indfødsretsregler skriver nye danskere under på, at de vil respektere Grundloven og de danske værdier. Det bør være tilstrækkeligt. For noget så elementært og samfundsbærende som den respekt mellem kønnene, der ligger i et håndtryk mellem mand og kvinde, kan hverken gennemtvinges eller tilvejebringes med juridiske paragraffer. Den kræver anderledes håndfaste integrationspolitiske tiltag.