For når han har lyst til at tjekke det københavnske natteliv ud, sker det med ledsager. Ligesom til alle andre aktiviteter, han deltager i. Rimeligt eller urimeligt?

Vi må afstå fra et klart svar; for det findes ikke. Handicappede har krav på at leve et liv, der ligger så tæt på et almindeligt liv som muligt. En 23-årig skal ikke smides i seng tidligt på aftenen og ligge tålmodigt og vente på, at en hjælper kigger forbi næste morgen, eller afskæres fra at møde andre unge. På den anden side er det forståeligt, at Gladsaxe Kommune stejlede og først bevilgede pengene efter en afgørelse i Det Sociale Nævn. Med flere handicappede i Gladsaxe, der har ret til 24 timers hjælp, taler vi om millionudgifter for blot en enkelt kommune. På landsplan summer kommunernes udgifter til handicappede og udsatte børn sig op til 44 milliarder kr. årligt. Kommunerne vånder sig og prøver at prioritere hårdere. Med det resultat at handicaporganisationerne indbringer flere sager for de sociale nævn og Ankestyrelsen, hvoraf de får medhold i omkring 40 procent. Man kan ikke bebrejde kommunerne, at de prøver at lægge bånd på udgifterne. Det er deres pligt over for de skatteydere, som betaler. Når vi taler om det specialiserede socialområde, som det hedder, taler vi imidlertid om handicappede og udsatte børn – grupper som er uden egen skyld i, at de har behov for hjælp. Men når det offentlige ikke bare kan lukke op for pengekasserne, skyldes det ikke mindst vores efterhånden uigennemskuelige velfærdssystem, hvor – som socialdemokraten Mogens Lykketoft engang sagde – de 90 procent rigeste betaler til de 90 procent fattigste. Altså: Alle betaler en høj skat, og alle skal have noget igen. Resultatet er, at der ofte ikke er penge til dem, der har et reelt behov.

Om det er et reelt behov for en ung handicappet mand at leve et natteliv med offentligt betalt ledsager, er en diskussion værd. Og vi er nødt til at tage den slags diskussioner, hvor ubehagelige de end kan være. Det er beskæmmende at høre den retorik, nogle repræsentanter for handicaporganisationer har taget i brug på det seneste. Borgmestre eller socialdirektører, som har søgt at gøre opmærksom på den økonomiske belastning i kommunerne, bliver beskyldt for at være umenneskelige, nærmest nazistiske i deres tankegang. Det er en ubehagelig argumentationsform. Kommunerne administrerer of­fentlige midler, og der er intet forkert eller umenneskeligt i at gøre opmærksom på, hvad en folkeskole, ældrepleje eller hjælp til en handicappet koster. Handicaporganisationerne tjener intet formål ved at gøre sagen til et spørgsmål om ofre kontra et ondt samfund. De handicappedes vilkår skal ses i forhold til det omgivende samfund. I den sammenligning er danske handicappede langt bedre stillet end andre steder. Dermed siger vi ikke, at de bare skal holde mund og være taknemmelige. Men de skal være parat til at indgå i diskussionen om velfærdens grænser på et sagligt grundlag.