Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Grænser for galskaben

Foto: Claus Fisker

Under valgkampen lovede de borgerlige partier i manifestet »Dansk Velfærd i Europa« hinanden at arbejde for reformer af EU. Alligevel er netop forholdet til EU blevet en af de allerstørste forhindringer for en fremtidig regeringsdannelse mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Med kravet om at få permanent grænsekontrol skrevet ind i regeringsgrundlaget, selv om det er lodret i strid med Schengen-reglerne, har Dansk Folkeparti demonstreret, at man snarere end at ville reformere EU, decideret ønsker at gå i krig mod unionen.

Det taler ikke til partiets ære at stille sig så ukonstruktivt an, og det begejstrer næppe heller de mange frafaldne Venstrevælgere, der i protest mod Lars Løkke har stemt DF, men nok alligevel havde håbet på en stærk og stabil Venstreledet regering. For Venstre og det øvrige borgerlige Danmark er det på baggrund af Dansk Folkepartis krav nu væsentligt at få markeret, at dét at være borgerlig ikke er det samme som at være EU-modstander.

I disse år er der mere brug for et stærkt EU end nogensinde. Ruslands aggressive fremfærd, Grækenlands økonomiske nedsmeltning og folkevandringen fra Afrika til Europa er de bedste eksempler på det. Man kan mene, at EU’s indsats er utilstrækkelig; men man kan dårligt mene, at vi var bedre stillet, hvis det er overladt til nationalstaterne at takle disse udfordringer alene. Rusland søger dygtigt at splitte EU ved sin støtte til højrenationale europæiske partier og ved at kurtisere den græske regering og opildne den til kamp mod EU-Kommissionen. Og uden et EU, der gennemtvang pinefulde reformer i Grækenland, ville hele Sydeuropa risikere at gå op i limningen. Hvad bådflygtningene angår, finder de stadig nye veje ind i EU, og selv så nordligt et land som Danmark er dybt afhængigt af, at de sydlige EU-lande ikke bare gelejder dem videre op i Europa.

Men derfor er der alligevel god mening i, at de borgerlige efterlyser reformer af EU. For det er vigtigt, at befolkningerne føler sig hørt: Ellers skrider unionen sammen. Men det er også vigtigt, at disse reformer ikke kommer til at gøre vold på unionens grundié. Det kan ske ved at styrke grænsekontrollen, som andre EU-lande også har gjort, men uden at opføre permanente anlæg. Og det kan ske ved at sørge for, at EU ikke udvikler sig til en social union. Kravet må være, at dem, der betaler skatterne, også er dem, der får del i velfærdsgoderne. Den fri bevægelighed er tiltænkt dem, der gerne vil arbejde; ikke dem, der gerne vil på dagpenge efter få måneder på det danske arbejdsmarked.

Alternativet er nemlig, at borgere fra de fattigere EU-medlemslande vil søge dertil, hvor de højeste ydelser er, hvilket med tiden vil føre til, at de bliver sat ned eller underlagt så skarp kontrol, at velfærdsstaten i praksis bliver sat ud af kraft. Men Danmarks støtte til den fri bevægelighed skal ikke drages i tvivl. Det er i høj grad den, vi kan takke for væksten. Samtidig har den løftet millioner af EU-borgere ud af armod og sikret en gradvis velstandsspredning, som med tiden vil betyde, at også de fattige EU-lande får råd til et ordentligt socialt sikkerhedsnet. EU er verdens mest vellykkede bistandsprojekt, og det er skruet sammen, så alle har fordel af det.