Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Grænsebomme er den nye symbolpolitik

Når EUs ydre grænser ikke er beskyttet, kan der være brug for indre grænsekontrol. Men at erklære den danske grænsekontrol for “permanent”, udfordrer det europæiske sammenhold.

»Grænsekontrol er kommet for at blive. Vi er nødt til at have permanent grænsekontrol,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde mandag. Foto: Claus Fisker / Ritzau / Scanpix (2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Debatter om grænsekontrol mellem EU-landene er præget af stærke følelser. På den ene side beskrives grænsebommene som et forræderi mod den europæiske drøm om fri bevægelighed. På den anden side fremmaner nationalistiske politikere dommedagsforestillinger om en ustyrlig strøm af illegale indvandrere og terrorister, hvis vi ikke har grænsebetjente stående i Kruså døgnet rundt.

Sandheden er knap så dramatisk. Den grænsekontrol, som Danmark har haft siden januar 2016, er kun en stikprøvekontrol, og den har ikke ført til væsentlige hindringer for samhandlen.

Vi ved også, at grænsekontrollen ved grænsen til Tyskland over tre år har ført til, at 6.144 personer er blevet afvist. I samme periode har kontrol ved danske grænser ført til, at 342 personer er blevet dømt for menneskesmugling.

Vi kan ikke vide, hvor mange domme, vi ville have fået uden grænsekontrol, men man kan altså ikke blankt afvise en vis effekt.

Prisen for grænsekontrollen blev i 2017 vurderet til ca. 160 mio. kr. pr. år, og det er siden lykkedes at nedbringe politiets timeforbrug på opgaven ved at få Hjemmeværnet og politikadetter til at hjælpe.

Alt i alt har grænsekontrollen altså en usikker effekt, men den medfører omvendt ikke så store gener. Når vi alligevel bliver ved med at diskutere grænsebomme, er det, fordi vi ikke har fået ordentligt styr på EUs ydre grænser. Det er stadig for let at vandre ind fra især syd og bevæge sig op gennem Europa uden at blive kontrolleret.

EU-landene har siden flygtningekrisen i 2015 forhandlet om en styrket ydre grænsekontrol, flygtningekvoter og en reform af Schengen-samarbejdet om de åbne, indre grænser. De tre dele hører sammen, men landene kan ikke enes. Lige nu ser det ud til, at et forslag om, at EUs agentur for grænse- og kystbevogtning skal vokse fra 1.300 til 10.000 mand, først kan blive realiseret i 2027.

Venstre har i valgkampen foretaget et markant kursskift ved at foreslå, at vi gør vores grænsekontrol »permanent«. Vi har for øjeblikket et historisk lavt antal asylansøgninger, og der foreligger ingen oplysninger om en øget terrortrussel. Derfor er det svært at se Venstres melding som andet end et forsøg på at berolige vælgerne.

»Der er bestemt brug for at genopbygge tillid efter masseindvandringen i 2015, men man skal være klar over, at grænsekontrol kan give en falsk tryghed.«


Der er bestemt brug for at genopbygge tillid efter masseindvandringen i 2015, men man skal være klar over, at grænsekontrol kan give en falsk tryghed. Andre former for politiindsats end kontrol ved selve grænsen kan jo også stoppe menneskesmuglere og bander af indbrudstyve.

I det mindste lægger Venstre op til, at den »permanente« kontrol skal være teknologisk smartere og først blive til noget efter en reform af Schengen-samarbejdet. Her ønsker partiet, at hvert medlemsland selv skal kunne bestemme, om det vil have grænsekontrol – mens det i dag kun kan være en midlertidighed, som i sidste ende kan blive udfordret af EU-Kommissionen og de andre medlemslande.

Det forslag gør dog så grundlæggende op med formålet med Schengen-samarbejdet, at det er svært at forestille sig, at det kan blive til noget.

DF og de Konservatives Naser Khader vil gå endnu længere og blot meddele resten af EU med det samme, at vi nu agter at bevare grænsekontrollen. Det ville de facto svare til at sige, at Danmark melder sig ud af Schengen-samarbejdet, og dermed ville vi miste alle de fordele, som vi selv nyder godt af, når vi rejser ud i resten af EU.

Et sådant ensidigt skridt kan bestemt ikke anbefales.

PIERRE COLLIGNON